Drømmen om et fristed langt væk fra byens travle hverdag blev til fulde indfriet, da Kristine Lindbjerg Hansen og hendes mand for 10 år siden købte en klassisk svensk ødegård, der ligger så langt ude på landet, at der ikke engang er en postadresse ...
Når man siger Småland, er det svært ikke at komme til at tænke på Emil fra Lønneberg.
Og når man ankommer til den 115 m2 store ødegård, som Kristine Lindbjerg Hansen og Michael T. Hansen købte for 10 år siden, føler man sig da også helt hensat til en af Astrid Lindgrens herlige fortællinger.
Beliggende i den mest storslåede og vilde natur, som vi ikke rigtig kender til på denne side af sundet, forstår man godt, hvorfor de lod sig fortrylle af det charmerende sted, og hvorfor de tænkte, at dette ville være et ideelt sommersted – især for børn.
Parret havde ofte besøgt venner i Småland og var blevet så begejstret for området, at de besluttede sig for at investere i deres egen ødegård.
Valget faldt på en over 300 år gammel såkaldt soldatertorp, en klassisk svensk ødegård i to etager opført i tømmer og beklædt med brædder i smålandsk stil – og selvfølgelig malet i den velkendte svenske røde eller Falu Rödfärg, som svenskerne kalder den.
Huset ligger på en stor grund med skov, vilde dyr og adgang til den store sø Örken, der strækker sig 25 kilometer igennem landskabet og byder på masser af oplevelser og spændende udflugter med sine små øer.
Da parret overtog huset trængte det til en kærlig hånd, men det var også noget af det, der tiltalte parret ved huset, at de kunne få lov til at sætte deres eget personlige præg og gøre stedet til deres helt eget.
Huset blev renoveret fra top til tå, og førstesalen, der stod totalt uudnyttet hen, stadig med den oprindelige barkbeklædning på, blev sat i stand og forvandlet til hyggelige og enkle soveværelser med indbyggede senge og skabe i skunken under de skrå vægge.
Der blev også installeret et par ekstra Velux-vinduer i taget, så udsigten til skoven kunne nydes om dagen og den overvældende stjernehimmel om natten.
I husets underetage fandt man under et kedeligt pladegulv de oprindelige smukke brede planker og Smålandsposten fra 1942, der var blevet brugt til at isolere med. Pladegulvet blev selvfølgelig straks fjernet, så det gamle gulv kunne komme til sin ret.
Michael T. Hansen installerede vand, der ellers tidligere blev hentet i en brønd, og konstruerede et simpelt køkkenelement, som han fik en lokal snedker til at bygge låger til.
At indrette huset var relativt enkelt, da parret var så heldige, at der med huset fulgte en masse skønne gamle ting, der passede til deres ønsker.
– Mit bedste indretningstip til folk, der køber et hus som vores, må være, at de skal kigge i laden eller på loftet. Det var dér, vi fandt de bedste ting! fortæller Kristine Lindbjerg Hansen.
– I det hele taget har vi ønsket at indrette stedet her i tråd med husets stil. Det her skulle være noget helt andet end derhjemme, der måtte gerne være lidt eventyr, så vi gik også på jagt på loppemarkeder og auktioner rundt omkring i Småland og hos bedsteforældrene ...
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.