På kanten mellem by og land, i Holme syd for Århus, ligger Lone og Michael Bruun Lisbergs hus. Det har rødder i 1950'-1960'ernes arkitektur, og er et vellykket eksempel på fremtidens fleksible bolig.
Lyset og rummeligheden er det første, man lægger mærke til. Her er åbent mellem rummene. Står man ved hoveddøren, kigger man hele vejen ned gennem huset og direkte ud på marken. Det er to år siden Michael Bruun, indehaver af designfirmaet Ego, og hans kone, Lone, flyttede ind i det nye typehus ved Århus med børnene Victoria på 8 og Gustav på 3 år. Familien vendte hjem til byen efter 13 år i Viborg, hvor de boede i en stor, gammel patriciervilla med små hyggelige rum og gemmekroge.
De er begge århusianere og savnede Århus, ,og da de en dag læste om projektet med de nye typehuse, som havde vundet en konkurrence om fremtidens ejerboliger, slog de hurtigt til. De kørte ud på marken, hvor bebyggelsen skulle ligge, og udpegede netop den grund, de ønskede sig. Og i dag har de et hus uden små kroge eller steder, man kan gemme sig i. Her i det 28 meter lange hus er der til gengæld 4,5 m til loftet det højeste sted og plads til store armbevægelser. Det nyder familien, især om sommeren, hvor ude og inde smelter sammen og bliver til ét. Hele 14 døre har huset, der er tegnet af arkitektfirmaet Ole Dreyer A/S, ud til haven og terrassen. Familien havde selv indflydelse på rumindelingen, på, hvilket køkken de ønskede, og på, hvilke gulve de ville have. Og på, hvordan haven skulle være. Det eneste, der stod fast, var egentlig ydervæggene.
- Vi orkede ikke at begynde helt forfra, styre håndværkere og hele byggeprojektet. Så denne løsning var genial for os. Vi fik rammerne og bestemte så stort set alt andet selv.
Parret har fx valgt at udnytte højden og få bygget hems i begge børneværelser, så børnene har en hyggeplads. De valgte også at sætte skydedøre overalt i huset for at spare på pladsen.
- Generelt kan vi sige, at det er et meget funktionelt hus. Og vi er glade for, at vores egne små løsninger og ideer fungerer så godt i dag. Og så er vi glade for beliggenheden. Vi kan altid finde skygge et eller andet sted, og vi kan altid skyde dørene for vinduerne, hvis solen bliver for meget. Men for det meste er det bare fantastisk med alt lyset, uanset årstid og tid på dagen, forklarer Michael Bruun.
Der var blot ét problem, da familien flyttede ind. Alle de gamle møbler passede slet ikke til det nye hus, så de valgte at sælge alt. Kun spisebordet og en gammel stol, der nu står i soveværelset, fik lov til at overleve i det nye hjem.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.