214 m² nybyggeri med sjæl og personlighed blev resultatet, da Pernille og Niels Sandahl rev farmors renoveringsmodne hus i Højbjerg ned og entrerede med to arkitekter, der fik frit spil. Næsten. For der var adgang forbudt for samtalekøkkener. Parret glæder sig hver dag over det imponerende og højloftede træhus fra 2004.
L ys og luft, meget højt til loftet, nej tak til samtalekøkken, ja tak til spisestue og ellers frit spil, lød kodeordene til arkitekterne Claus Hüttel og Klaus Møller fra arkitektfirmaet C.F. Møller, da Pernille og Niels Sandahl i 2004 besluttede sig for at bygge nyt hus i Højbjerg ganske nær ved Mindeparken og Marselisborg Slot.
Parret havde oprindeligt overtaget Niels Sandahls farmors gamle hus, men en nærmere granskning afslørede en meterbred bikube, massevis af museefterladenskaber under gulvbrædderne og en renoveringsopgave af de store. Huset måtte ned.
Pædagog og billedkunstner Pernille Sandahl og Niels Sandahl, der er selvstændig, valgte helt bevidst at skifte farmors hus ud med en unik arkitekttegnet løsning for at undgå den nemmere typehusløsning:
– Vi ville prøve noget andet end det, vi selv er vokset op i. Vi ville have et hus med indbygget personlighed, siger parret.
Resultatet er blevet et 214 m² luftigt og organisk, muret unika-hus beklædt med amerikansk hvid, meget vejrbestandig og olieholdig eg, der med tiden vil blive sølvgrå.
Da grunden skråner og ikke er særlig stor, måtte en del af skråningen graves ud for at få plads til huset. Og for at udnytte den ret lille have, er garagetaget tilplantet med stenurt, der blomstrer om sommeren:
– Tænk, at man ligefrem kan blive glad af at sidde i sit hus og kigge ud på sit garagetag, siger Pernille Sandahl.
Det velisolerede hus har gulvvarme og solfangeropvarmet vand og til udelivsmennesket Niels Sandahls store glæde en fantastisk naturudsigt fra ovenlysvinduerne. Og det er faktisk parrets første fælles hus. De havde holdt kærestepause i ti år – den ene boede i Risskov, og den anden i Virum – da de kastede sig ud i husprojektet.
Siden er Gustav på 4 år og Flora på 2 år kommet til. Deres børneværelser ligger i direkte forbindelse med husets “hjerter”, der består af køkken og spisestue. Men den største fordel ved huset er, at samtlige kvadratmeter er udnyttet optimalt, så alle rum indbyder til ophold, fortæller parret.
– Sjælen er så vigtig, og den har vi fået med i vores hus. Vi glæder os over det hver eneste dag, siger Pernille Sandahl.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.