Der er meget højt til loftet i denne gamle lejlighed, som et dansk-tysk arkitektteam har totalrenoveret. I mere end en forstand. Tag med til Berlin – og find blandt andet ud af, hvordan ét tv kan være flere steder i lejligheden på samme tid.
T yskerne elsker teknik, fortæller Jesper Reinholt med et skævt grin. Den danske arkitekt har boet i Berlin i 15 år og har firmaet apool sammen med sin tyske kollega Dominik Franz. Og de to har virkelig haft gang i teknikken i den berlinerlejlighed, de har totalrenoveret og skabt møbler til.
Lejligheden ligger tæt på Kurfürstendamm og virker langt større end sine 125 m2. Både på grund af sine gennemtænkte løsninger, og fordi den helt reelt er 125 m2 – i Tyskland tæller man nemlig kun gulvmål, hverken trapperum, loftsrum eller yder- og indervægge tæller med.
Lejligheden kostede 1,2 mio. kr. for halvandet år siden og var i en miserabel stand, så ejeren Yilmaz Subasi, der sælger it-teknologi for et stort amerikansk firma, bad de to arkitekter om en totalløsning.
Renoveringen har kostet ca. 1,3 mio. kr. inklusive den omfattende nedrivning, to badeværelser, køkken og de mange specialdesignede møbler og skæve påfund, hvilket må siges at være en overkommelig pris resultatet taget i betragtning. Så meget som muligt er gemt væk og bygget ind i væggene – helt ned til toiletbørste og -rulle, der har eget indbygget skab.
– Mange af lejlighedens finurligheder og tekniske detaljer er der ikke stor efterspørgsel på i Danmark endnu. De dyre, moderne huse i Københavns havneområde har radiatorer i vinduerne. Sådan noget er tyskerne småhysteriske med at få væk, siger Jesper Reinholt.
Lejlighedens fugeløse og skræddersyede coriankar med skjult kommandocentral er et kapitel for sig. Afløbet er fladt, så du ikke mærker det, når du sidder i karret, som bevidst ikke har noget skæmmende overløbshul. Det gætter selv vandstanden.
– Det tyske industrisamfund smitter af på opfattelsen af, hvad ting skal kunne. Alle her kender det bløde, sugende ”sluiish”, når en Mercedes-dør lukker. Det skal lyde lige så lækkert, når du lukker dit nye køkkenskab, og dit toiletbræt må gerne glide langsomt og helt lydløst ned. Jeg holder af de høje funktionskrav. Men det kan godt blive lidt vel konstrueret for en dansker som mig. Dominik forlangte fx, at spisebordets længde blev præcis tre gange Castiglioni-lampens diameter, fortæller Jesper Reinholt grinende.
Både det lange spisebord, der absolut ikke tåler vrid, og coriankarret måtte bakses ind igennem andensalsvinduet med kran, så gaden var blokeret i to timer, og politiet og alle naboerne over-værede forestillingen, der gik, som den skulle.
– Det er et kæmpe og fantastisk eksperiment at gå i gang med en hel lejlighed, og vi diskuterer passioneret hele tiden for at finde de bedste løsninger, siger Jesper Reinholt.
– Hvis man ikke diskuterer, får man kun mellemvaren. Det er ikke os. Vi er til høj standard, og det må gerne være på kanten af at være for meget. En anelse tupperwareparty. På den måde har Yilmaz Subasi været den perfekte kunde. Han har bare sagt: Gør det!, fortæller Dominik Franz.
– Lige bortset fra de gange, hvor han har råbt ”købestop”, supplerer Jesper Reinholt.
Helt til hest!
Spisestuens to imponerende hestebilleder er malet af den tyske kunstner Chorwin Stadler. De sidste fire-fem år har hun udelukkende malet naturtro væddeløbsheste, der eksisterer i virkeligheden. Den hvide hest hedder Sternkönig, den sorte Rainbow Quest.
– Jeg maler heste, fordi jeg tror, jeg kan male heste. Jeg elsker at male dem, de er mine bedste venner, så jeg har svært ved at give dem fra mig igen, siger Chorwin Stadler.
Men billederne kan købes – Stadler kan trods alt ikke leve af hestekærlighed alene. Priserne begynder ved ca. 60.000 kr. Se mere på racehorse-gallery-berlin.com
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.