Journalist: Pia Krøyer Fotograf: Kim Ahm
Det kan være en udfordring at forene både hendes og hans ønsker i det fælles soveværelse, så resultatet bliver ofte neutralt, stilforladt – kort sagt kedeligt! Men ikke her, hvor BO BEDREs indretnings-ekspert har hjulpet et læserpar til at finde personligheden og hyggen frem i de inderste gemakker.
Læserparret fra Smørum var kørt fast i det udfordrende projekt med at gøre deres kedelige, aflange soveværelse med skråvægge mere personligt og brugbart. Ønskerne havde de dog styr på: et smukt soverum, som stilmæssigt appellerer både til hende og ham.
Løsningen kom BO BEDREs indretningsekspert med: et råt og grafisk soveværelse i en stram farveholdning, hvor hele rummets længde bliver udnyttet.
Første skridt blev en tiltrængt opfriskning med hvid maling til både vægge, paneler, vinduespartier samt de originale, brune indbyggede skabe.
Én endevæg er malet kølig grå, som giver balance og modvægt til den nye læsekrog med sorte møbler i modsatte ende af værelset. Sengen har fået en hjemmebygget gavl betrukket med stof i en fin gråblå nuance, der sammen med de nye puder, tæpper, lamper og detaljer binder rummet sammen.
1 time - grafisk billedcollage
Den lille collage af rammer er en god måde at dekorere en større, bar væg på. Rammerne har forskellige farver, men er bundet sammen af rummets overordnede farvetema, og kompositionen ser tilfældig, men alligevel symmetrisk ud. Husk at hænge rammerne op indenfor en usynlig vandret og lodret linie – ellers bliver indtrykket nemt rodet i stedet for spændende. Her er valgt forskellige stemningsskabende billeder, men det kunne også være en samling af de bedste familiefotos i sort-hvid.
1 dag - seng i nye rammer
Sengen er blevet et flot fokuspunkt op ad endevæggen, som er malet i en kold mørkegrå, der passer i tone til sengetæppet. Den nye sengegavl forstærker indtrykket og rammer sovezonen yderligere ind. Gavlen er lavet i mdf-plade, i samme bredde og ca. dobbelt så høj som sengen, og betrukket med stof og dekoreret med similistjerner, der er strøget på. Fleksible væglamper sætter spot på farver og detaljer, og gør sengen til endnu en hyggelig læseplads.
1 weekend - farvetema og læsekrog
Soveværelset var en udfordring med sin lange, smalle form, lave loftshøjde og dybe skråvægge. Men skråvinduet og altandøren giver masser af dagslys, som bliver yderligere forstærket af de nymalede vægge og et nyt, lyst kokostæppe. Det skaber en god bund for det grafiske tema i sort, gråt og blåt, som er ført ud i tæppe og puder til sengen samt den nyindrettede læsekrog med sort skænk og sort flagermusstol.