Et klassisk kaos

Marco Evaristti udstillede med Yoko Ono på Nordjyllands Kunstmuseum i 2007. Og da han mødte den berømte amerikanske kunstner for første gang, kiggede hun på den dansk-chilenske kunstner med et spørgende blik.

– Hvem er du, og hvad har du lavet?, spurgte hun. Jeg fortalte, at jeg havde udstillet guldfisk i blendere. Yoko Ono kiggede på mig og sagde: Oh, was that you!, fortæller Marco Evaristti.

Episoden er på mange måder symptomatisk for Marco Evaristti. For de fleste kender ham uden at vide, hvem han er. Langt de fleste har med andre ord hørt om installationen på Trapholt i Kolding i 2000, hvor han fik journalister fra hele verden op af stolene, da han kom 10 levende guldfisk i lige så mange blendere. Men den larmende debat startede for alvor, da nogle museumsgæster tændte for et par stykker af dem.

Til daglig huserer den kontroversielle kunstner i et gammelt hus i Ny Adelgade i det indre København. Huset er fra 1692, og fra 1988 til 2007 lagde lejligheden gulvbrædder til den legendariske, københavnske Restaurant Kommandanten, der i flere år kunne bryste sig af hele to Michelin-stjerner.

Men dem, der prøvede at spise på den berømte restaurant, vil vide, at der er langt fra Kommendantens klassiske indretning til det, der møder øjet i dag. Gulvene er godt nok stadig skæve, og sammen med bindingsværket og de gamle lægter i loftet fortæller de en historie om det gamle København. Lejligheden er med andre ord blevet renoveret med respekt for fortiden.

– Jeg elsker virkelig denne lejlighed. Man kan mærke historien, hvilket skaber en god kontrast til de nye designmøbler og kunstværkerne, fortæller han.

Privat bor Marco Evaristti uden for byen med sin familie, men han overnatter i Ny Adelgade et par dage om ugen og bruger lejligheden som kontor og tænkerum. Det er også her, han tegner skitserne til nye projekter. Men lejligheden har han også for at holde kontakten til den storby, han elsker.

– Om aftenen kan man virkelig fornemme byens hjerte, når vinduerne åbnes, og den puls kan jeg ikke undvære, fortæller Evaristti.

Et lille stykke uden for København har Marco Evaristti indrettet sig med familien i et hus, der oprindeligt var landsbyskole og siden kondensatorfabrik. Det tog ni håndværkere otte måneder at gøre det hele i stand. Og i det, der engang blandt andet var gymnastiksal, har Evaristti indrettet sit atelier. Det er her, han kan være alene og alligevel sammen med familien. Mest karakteristisk for det store rum er gulvet, der er belagt med aluminium.

– Jeg sviner helt vildt, og så er det jo praktisk, at jeg kan tørre det hele over med terpentin og cellulosefortynder et par gange om året, uden at gulvet tager skade. Det giver også rummet et fabriksagtigt look – det er blevet lækkert på en rå måde, siger han.

Han kan i det hele taget godt lide enkelhed, når det gælder design, og i modsætning til i den private afdeling af huset, hvor hans kone også har haft noget at sige, har Evaristti fået fuldstændigt frie tøjler i atelieret. Stilen er gennemsyret af en særegen form for æstetisk rod, som er proppet med detaljer, men alligevel forekommer let.

– Jeg elsker Panton og Bauhaus. Det er let og gennemsigtigt. Tag for eksempel Wassily-stolen (designet af Marcel Breuer red.). Den er på den ene side stor og tung, men konstruktionen bevirker, at man kan se igennem den, og det gør den let. Det samme gælder skrivebordet og reolerne fra Montana, fortæller Evaristti. Og der skal ikke herske tvivl om, at vi har at gøre med en æstetiker. Alt er gennemtænkt – det er ikke tilfældigt, at den gamle Vespa ikke er parkeret i garagen. Og netop blandingen af det klassiske og det mere udfordrende gennemstrømmer den dansk-chilenske kunstner og hans kunst.

– Min drivkraft er at bringe tabuemner frem i lyset. Jeg betragter ikke min kunst som provokerende, men som konfronterende. Jeg bruger virkeligheden og det, folk kender, til at vende tingene om, så virkeligheden træder frem i et nyt lys, siger han.

Evaristtis næste store projekt er Last Fashion. Her forsøger han at belyse den anonyme død med en haute couture-tøjkollektion, som fanger på dødsgangen i USA kan købe for 35 dollars og bære på deres henrettelsesdag. Last Fashion præsenteres i august 2008, så vi har med andre ord ikke hørt det sidste til klassens frække dreng.