Journalist: Stine F. Mathiasen Fotograf: Andreas Mikkel Hansen
I Trelde ved Fredericia har Anette Bækgaard Jakobsen og Luph Thraentoft Kristiansen på et år forvandlet et typisk parcelhus fra 1979 til en moderne bolig med fokus på udsigten og lyset.
Der er vendt op og ned på tingene i det, der ellers var et fuldstændigt klassisk parcelhus fra 1979. Den enestående beliggenhed ned til Vejle Fjord har fået de to cand.scient.pol.’er Anette Bækgaard
Jakobsen og Luph Thraentoft Kristiansen – med døtrene Amalie på 14 år og Isabella på 11 år – til at vende den normale placering af rummene på hovedet. Værelserne er i bunden, mens køkken, spiseafdeling og stue er placeret på husets førstesal.
Parret var nu slet ikke på udkig efter et hus, de kunne vende på hovedet. De havde lige bygget nyt hus i Fredericia. Men så var Anette Bækgaard Jakobsen tilfældigvis på nettet en dag. – Jeg så, at huset var til salg fredag aften, vi tog ud og kiggede på det om lørdagen og bestemte os på stedet for at købe det. Vi kunne se rammerne til den ultimative drøm, smiler Anette Bækgaard Jakobsen.
– Vi tog til møde med arkitekten og sagde ordene: moderne, funkis, lys og luft – OG køkken og stue på førstesal, forklarer parret. Den usædvanlige rumplacering kom på plads efter en klatretur. – Vi kravlede op på taget af den gamle garage, og så vidste vi bare, at den udsigt måtte vi udnytte ved at få placeret de rum, som vi ville tilbringe mest tid i, på husets nye etage.
Men vigtigst af alt er stadig husets beliggenhed og udsigt. – Udsigten og husets beliggenhed er en daglig glæde, og vi nyder træerne, naturen, fuglene, hestene på markerne og det hele omkring os, siger Anette Bækgaard Jakobsen og bliver bakket op af sin mand. – Vi skal aldrig have et sommerhus. Vi har det hele her. Det er den ultimative drøm, som er gået i opfyldelse, at have et hus med den beliggenhed. Det virker som om, vi har et levende maleri foran vores vinduer.