Drømmebolig

Utzon arven

Det yngste skud på den arkitektoniske Utzon-stamme hedder Jeppe Utzon. Han er barnebarn af berømte Jørn Utzon og tager arven op med et sublimt hus på Fyn uden fast rumopdeling og med plads til, at lyset kan strømme ind.

Utzon er et navn, der vækker genklang i ørerne på arkitekturinteresserede over hele verden. Det ved Jeppe Utzon kun alt for godt. For ligesom sin verdensberømte farfar, Jørn Utzon, faderen Jan Utzon, faster Lin Utzon samt farbroderen Kim Utzon, er Jeppe Utzon gået den kreative vej.

Men han ser ikke familiearven som en byrde. Den er mere en fordel i de fleste situationer.– Der er ingen tvivl om, at jeg i starten af min karriere har fået foræret lidt mere opmærksomhed, fordi jeg hedder Utzon til efternavn, og det er jo ikke en dårlig ting som ung og nyuddannet. Jeg er meget stolt af min familie, men i arkitekturfaget er et kendt efternavn bestemt ikke nok i længden. Jeg prøver da også at styre væk. Jeg gør mig ekstra umage med at gøre noget helt andet og skabe mit eget udtryk, fortæller Jeppe Utzon.

Annonce

På Fyn står et klokkeklart bevis på, at Jeppe Utzon har talent og sagtens kan selv. Den smukke nyfortolkning af et énfamiliehus ligger med udsigt over marker og fynsk bøgeskov. Huset, der ligger på en kuperet grund, er arkitektonisk enkelt udformet i grålige, specialfremstillede sten. Det består af to sammensatte kasser – en lav samt en høj og smal, som rummer husets gang, der løber gennem helt bygningen, og niveauforskellen på de to elementer skaber rum for et vellykket ovenlysvindue.

Huset ligger på den yderste grund i et nyt villakvarter. Den side, der vender ud mod marker og skov, præges af store vinduespartier, der inviterer lyset indenfor. På østsiden mod de andre naboer er vinduerne mindre og placeret så lavt, at man ikke kan se de andre huse.

Annonce

Indenfor sætter det specielle egetræsgulv i højkantsparket et afgørende præg på udtrykket. Det er fremstillet af sammenlimede, små stykker affaldstræ, og resultatet er overraskende. Gulvet changerer smukt og levende mellem lys og mørk, alt efter hvordan lyset falder. – Huset var en bestillingsopgave, og da jeg fremlagde mit forslag, var kunden helt tavs. Da de havde haft tid til at kigge på det, ringede de og var heldigvis meget tilfredse.

Princippet i indretningen er at huset ikke er opdelt i faste rum – lige på nær badeværelset. I gangen er der to skydedøre, der enten kan lukkes helt op eller skabe et soveværelses- og kontorrum. I resten af huset, som har et samlet areal på 192 m², sker rumopdelingen ved hjælp af uldgardiner fra Kvadrat. Ved at skyde gardinerne for eller til side, kan man eksempelvis skabe en intim spisestue, en opholdsstue eller lukke af til køkkenet. På den måde kan huset hele tiden skifte udtryk. Desuden kan de store, specialfremstillede terrassedøre åbne huset helt op, fortæller Jeppe Utzon.

Annonce

Står du udenfor huset om aftenen, fremstår de varme gardiner som gyldne felter i mørket. Om dagen, når solen skinner udenfor, kaster gardinerne et varmt og blødt lys ind i rummene og blafrer i den vind, der strømmer gennem huset, når de store skydedøre til terrassen er skubbet til side.