Journalist: Erik Rimmer Fotograf: Tim Bjørn
Mød parret bag Lauritz.com, som lidt uden for Aix-en-Provence har købt en lyserød drøm af et vinslot. Indretningen følger nøje formålet med nyerhvervelsen: at få løftet vinproduktionen til topkvalitet og etablere et sted, hvor fremtidens kunstnere kan blive inspireret.
Torneroses lyserøde slot falder en i tankerne, når man besøger Chateau Vignelaure, selv om man forgæves leder efter tårnværelser og onde feer. Også prinsessens slot sov uforstyrret i mange år – og den henslumrende tilværelse passer på vinslottet. Eller rettere passede, for lige nu kan de nye ejere, Bengt Sundstrøm og Mette Rode Sundstrøm, efter kort tid se tilbage på lidt af en opvågning for produktionen på stedet.
Årets rosévin har fået otte guldmedaljer, og førende franske vinjournalister har skamrost både rød- og rosévinen. Hertil kommer besøg af kunstnere, som her finder ro og inspiration til at male, skrive eller modellere nye værker. Her i oktober besøger den danske skulptør Rikke Raben Vignelaure.
Chateau Vignelaure ligger godt 30 kilometer uden for Aix-en-Provence, ca. 600 meter over havets overflade, og det sikrer, at selv under sommerens meget høje temperaturer er nætterne behageligt kølige. En rigtig god kombination, når man laver vin. Landskabet omkring slottet er storslået og ret råt, og som besøgende bliver man imponeret over stedets ro og umiddelbare charme.
Som vinguruen Parker har sagt om stedet: en af de flotteste estates i Provence, om ikke i hele Frankrig. Hele året er vinproduktionen i gang, og de 240.000 flasker, der årligt kommer på markedet, især i Frankrig og USA, kræver gevaldige kældre og et supereffektivt produktionsapparat.
Bygningerne har ikke spir som et ægte eventyrslot, men med bassiner, springvand, falske døre og hemmeligt rum bag bibliotekets store reol får fantasien alligevel masser af næring. Omdrejningspunktet for indretningen er uortodokse sammensætninger af fund på Lauritz.com, moderne kunst og håndplukkede ting fra designbutikker i Danmark og Sydfrankrig.
Og, som det fremgår af denne reportage, støtter Mette Rode Sundstrøm tit sin egen virksomhed – rigtig mange ting har hun fået hammerslag på på Lauritz.com i konkurrence med os andre auktionsafhængige. – Et hjem skal efter min mening være et overflødighedshorn. Så da jeg skulle indrette de repræsentative rum på Chateau Vignelaure, var det vigtigt for mig, at de først og fremmest skulle udfordre øjet og markere sig. Minimalisme er slet ikke mig. Tværtimod. Kald mig bare maksimalist, ler Mette Rode Sundstrøm.
Noget tyder på, at indretningen allerede har gjort indtryk. En fransk vinsmager, der i over 40 år er kommet over hele Frankrig, siger, at han aldrig har siddet i så spændende et rum, som da han i sommer smagte årets Vignelaurevine ved det svenske langbord og på de farvede Eames-kontorstole.
Livet på Chataeu Vignelaure står i skarp kontrast til det hektiske liv i Nordens største auktionshus, hvor der hele tiden skal tages meget hurtige beslutninger. Her i oktober høstes druerne til næste års rosévin, men druerne til rødvinen vil først kunne nydes fra flaske i år 2013. Vinproduktion kræver tålmodighed. – Vi har store ambitioner med slottet. Det skal blive verdenskendt for sin vinproduktion, men også som et sted, hvor kunstnere kan udvikle sig, siger parret.