© Blueberry Tales

Tærte med blodappelsin og marengs

Camilla Drost fra Blueberry Tales har fået inspiration til denne dessert, fra en af sine yndlingstærter; den franske citrontærte. Da blodappelsin er i sæson lige nu, blev citronerne udskiftet med de smukke blodappelsiner.

8. februar 2017 af Camilla Drost / Blueberry Tales

En tærte med sæsonens blodappelsin

Min veninde Valentina og jeg mødte hinanden første dag på jurastudiet, og inden første lektion i aftaleret var omme, sad vi allerede og talte løs om vores fælles passion for mad. God mad. Og det har stået på lige siden. Gennem årene har vi haft fælles madoplevelser om alt lige fra Københavns bedste restauranter til uformelle søndagsbrunches, og denne søndag havde jeg så inviteret hende over til hygge og prøvesmagning af min nye tærte med blodappelsin og marengs. Hun er en af de veninder, hvis mening, jeg altid sætter pris på, og heldigvis var hun vild med tærten.

Tærten er inspireret af en af mine yndlingstærter, den franske citrontærte. Men da blodappelsin er i sæson lige nu, havde jeg lyst til at udskifte citronerne med de smukke blodappelsiner, jeg fandt hos vores lokale købmand tidligere på ugen, og resultatet blev utrolig lækkert.

Skallen og juicen af blodappelsinerne koges ind til en aromatisk blodappelsin ’curd’, og marengsen piskes til skinnende skyer. Jeg vælger altid italiensk marengs, da den er let at arbejde med og holder formen flot. Den laves ved at piske æggehvider stive, hvortil der tilføjes en simpel sirup, som er kogt ind til ’soft ball stadiet’, imens der piskes til marengsen er skinnende hvid. Det kræver lidt ekstraarbejde, men det er det hele værd, da marengsen forbliver skinnende og ikke begynder at løbe.

© Blueberry Tales

Tærte med blodappelsin og marengs

(Tærte på 24 cm)

Dej

250 gram hvedemel
125 gram usaltet smør
50 gram rørsukker
100 gram iskoldt vand
En knivspids salt

Fyld

4 økologiske blodappelsiner
240 gram sukker
4 æg
4 æggeblommer (gem hviderne til marengs)
100 gram saltet smør

Marengs

4 æggehvider
200 gram rørsukker
100 ml vand

© Blueberry Tales
© Blueberry Tales

1. Start med at lave dejen; bland mel, sukker og salt i en skål. Tilsæt smør (skåret i små firkanter) og gnid det mellem fingrene indtil smørstykkerne er på størrelse med brødkrummer. Hæld vandet i og saml dejen til en ensartet kugle. Dæk dejkuglen med husholdningsfilm og lad den hvile i køleskabet i 30 minutter.

2. Smør din tærteform. Rul dejen ud på en meldrysset overflade indtil dejen er 5 mm tyk. Flyt dejen over i den smurte tærteform, og skær eventuelle overskydende kanter væk. Prik huller i dejen med en gaffel. Lad dejen hvile yderligere 30 minutter i køleskabet.

3. Forvarm ovnen til 200 C, læg et stykke bagepapir ovenpå tærten og fyld tærten op med tørrede bønner eller ris. Forbag tærtebunden i 25 minutter indtil den er gylden.

4. Nå tærten er færdig, tages den ud af ovnen og stilles på en rist. Fjern bagepapiret med de tørrede bønner/ris og sænk ovnens temperatur til 150 C.

5. Lav fyldet mens tærtedejen forbages; riv skallen af blodappelsinerne og juice dem. Du skal bruge 200 ml juice. Tilføj appelsinskal, juice, rørsukker, æg og æggeblommer til en lille kasserolle. Rør godt rundt indtil massen er ensartet. Tænd varmen på komfuret på medium-lav og fortsæt med at piske over varmen indtil massen begynder at tykne. Tilsæt smørret og rør videre indtil curden har samme konsistens som en vaniljecreme. Hæld curden over i den forbagte tærtebund og bag tærten yderligere 15-17 minutter indtil curden lige akurart har sat sig.

6. Lad tærten køle af mens du laver marengsen; pisk æggehviderne stive i en stor skål. Lav en simpel sirup ved at tilføje rørsukker og vand til en lille kasserolle og koge siruppen indtil et sukkertermometer viser 115 C (soft ball stadiet). Den varme sirup hældes i en tynd stråle ned i æggehviderne mens du pisker. Fortsæt med at piske indtil marengsen er hvid og skinnende.

7. Hæld marengsen over den afkølede tærte. Brug en teske til at fordele marengsen og lave små hvirvler.

8. Brug en brænder til at brænde marengsen let.

9. Velbekomme!

© Blueberry Tales

Blueberry Tales og BO BEDRE

Følg Camilla Drost på hendes blog blueberrytales.com. Eller find fremover nogle af hendes bedste og smukkeste madkreationer i en dansk udgave her på bobedre.dk på bobedre.dk/blueberrytales.

Måske er du interesseret i...

Andre læser