Blueberry Tales kanelsnegle whisky kanel efterår lækkert
© Blueberry Tales

Den perfekte opskrift på kanelsnegle

Bløde, lækre kanelsnegle og en god kop te – det er opskriften på et herligt efterår.

19. oktober 2017 af Camilla Drost/Blueberry Tales

Først og fremmest; Min Macaron Workshop den 4. november 2017 er nu åben for tilmelding, så skynd dig at reservere en plads! Jeg glæder mig til at tilbringe endnu en eftermiddag i de lækre franske macarons tegn, hvor jeg vil dele ud af alt, hvad jeg ved om, hvordan du opnår den blanke overflade og de smukke fødder, som kendetegner den perfekte macarons. Jeg vil gennemgå den ”italienske metode” og lære dig, hvordan du laver en silkeblød ganache til at
fylde de lækre macarons med. Du kan læse meget mere her.

Og nu - et forsinket glædelig kanelbollens dag! Dette er opskriften på min version af den søde klassiker, som jeg serverede for min familie forleden. Jeg har efterhånden æltet, rullet og bagt mig igennem en del opskrifter på kanelsnegle. Jeg har dog altid ment, at de enten har været for tørre og kedelige eller at forholdet mellem dej og fyld ikke har været helt rigtigt. Jeg har derfor glædet mig til at dele denne opskrift på de - efter min mening - perfekte kanelsnegle. De er bløde, takket være smør og æg, og en fornuftig mængde kanel og et hint af whisky giver dem en dejlig varme. De er perfekte at servere på en kold efterårsdag eller som et hyggeligt indslag til en kop te, et tæppe, fødderne oppe og en god bog. Det er vel efterår!

Blueberry Tales kanelsnegle whisky kanel efterår kaffe kage
© Blueberry Tales

Kanelsnegle med brunet smør og whisky

12 styks

Ingredienser

TIL DEJEN

  • 125 g usaltet smør
  • 25 gram gær
  • 250 gram sødmælk
  • 100 gram rørsukker
  • ¼ teskefuld havsalt
  • 2 æg
  • 625 gram hvedemel

TIL FYLDET

  • 125 gram usaltet smør
  • 125 gram lys muscovado sukker
  • 12 gram stødt kanel
  • TIL GLASUREN
  • 200 gram flormelis
  • 2 spiseskefulde whisky
  • 4 spiseskefulde sødmælk
Blueberry Tales kanelsnegle whisky kanel sådan gør du
© Blueberry Tales

Fremgangsmåde

TIL DEJEN

  • Start med at brune smørret; placer smørret i en pande og lad det smelte over lav varme. Hæv derefter temperaturen til medium og lad smørret brune mens du rører i det. Vandet fra smørret vil nu begynde at fordampe hurtigt fra smørret.
  • Konstant omrøring med en palet vil hjælpe med at frigøre boblerne og forhindre sprøjt fra panden. Smørret vil herefter langsomt begynde at skrifte farve fra klar gul til brun. Hold godt øje med smørret. Så længe det lugter nøddeagtigt og som ristet brød, er du på rette vej. Fjern panden fra varmen så snart smørret er brunet så meget, du ønsker.
  • Afvej mælken i en skål, hæld det brunede smør ned til mælken og rør rundt indtil temperaturen på mælke-smørret ikke længere føles varmt, når du dypper din lillefinger i blandingen (dvs. omkring 37 grader).
  • Smuldr gæret ned i en stor skål og tilsæt salt og sukker. Hæld mælkesmørret ned i skålen og rør rundt indtil gæren er opløst. Tilsæt æggene og rør igen. Tilsæt mel og ælt dejen i 5-10 minutter på en røremaskine indtil dejen er blød og ikke længere klistrer til skålens sider. Start med at ælte ved lav hastighed mens dejen samler sig. Ælt derefter dejen færdig ved høj hastighed.
  • Dæk skålen med et fugtigt viskestykke og lad dejen hæve til dobbelt størrelse et lunt sted (cirka én time).

TIL FYLDET

  • Imens dejen hæver, laves fyldet ved at røre smør, sukker og kanel sammen i en skål.

AT SAMLE

  • Slå den hævede dej ned og hæld den ud på en meldrysset overflade. Rul dejen ud i en rektangel på 30x40 cm. Smør fyldet jævnt ud over dejens overflade. Rul dejen som en roulade og forsegl langsiden ved forsigtigt at knibe dejen.
  • Brug en nylon- eller sytråd til at skære dejen ud i 12 stykker. Lad være med at bruge en kniv, da det vil ødelægge rullens form.
  • Læg sneglene i to tærtefade (eller to mellemstore ovnsikre stegepander) og lad sneglene efterhæve indtil de er fordoblet i størrelse (omkring 45 minutter).
  • Varm ovnen op til 200 C mens sneglene hæver.
  • Bag sneglene i 20-22 minutter indtil de er gyldenbrune.

TIL GLASUREN

  • Lav glasuren mens sneglene bager ved at røre flormelis, whisky og 2 spiseskefulde mælk sammen i en lille skål. Tilsæt den resterende mælk én spiseskefuld ad gangen, indtil du har opnået den ønskede konsistens.
  • Fordel glasuren ud over de let afkølede kanelsnegle og servér.
Blueberry Tales kanelsnegle whisky kanel efterår
© Blueberry Tales

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter