© Vildevioler

Markens gavmilde klatreplanter

Nu er det endelig snart tid til at få alle vores forspirede planter i marken – herunder de smukke ærteblomster (Lathyrus), som man ikke kan andet end at elske. Få de Vildeviolers bedste tips til dem her.

3. maj 2017 af Christina Foss & Marie Holmer / Vildevioler

De sarte og lette blomster kommer i et væld af fine farver, og så dufter de helt fortryllende.

Blandt ærteblomstens dyder hører også, at den gerne giver materiale til et væld af duftende buketter hele sommeren igennem. Med ærteblomster er det nemlig sådan, at jo mere man plukker, jo flere blomster kommer der. Af en eller anden grund har ærteblomster fået ry for at være lidt vanskelige at dyrke, men hvis vi kan få det til at lykkes, burde du også. 

© Vildevioler

Tips til såning

Nogen mener at frøskallen med fordel kan slibes let. Det har vi ikke tid til, men vi lægger dem gerne i blød et døgns tid for at speede spiringsprocessen op. I år forspirede vi frøene i starten af april, men de kan også sagtens lægges direkte i jorden her i starten af maj, når jorden er varm nok. Så blomstrer de bare lidt senere. 

© Tina Brok Hansen

Knib for søren

Når de første to-tre sæt rigtige blade er kommet (og der er omkring 10 cm stængel over dem), er det tid til at ”knibe” dem. Egentlig kan man bare bruge en lille saks til a klippe det øverste af planten. Det tvinger dem til at forgrene sig, så de bliver endnu større og smukkere. Vi ved godt, at det føles totalt naturstridigt, men husk at det både gavner planterne og dig.

Og så er det faktisk så smart, at du kan mangedoble din beholdning af ærteblomster ved at bruge de stumper, som du har klippet af som stiklinger. Stiklingerne sætter du i små potter med økologisk jord og dækker med plast, så de holder sig fugtige, men dog så der kan komme luft til dem. I potterne slår stiklingerne ret hurtigt rødder, og vupti du har nye hjemmedyrkede ærteblomster til haven. 

© Mads Steffensen

Husk klatrestativet

Latyrus er klatrende planter, som skal have noget at gro op ad, og det skal være højt, for ærteblomster kan blive 2 meter høje. Sæt det op inden såningen, for pludselig er det for sent. Det fungerer fint fx med et espalier, stakit eller et plantestativ.

Pluk, pluk, pluk…

Det siger måske sig selv, men husk at plukke dine ærteblomster mens de er der. Så snart planterne får lov at udvikle bælge stopper blomstringen. Det bedste plukketidspunkt ift. at sikre den længst mulige levetid i vasen er, når der som minimum er to uåbnede blomster i toppen. Nogle putter sukker i vandet for at forlænge ærteblomsternes levetid, men man risikerer bakterier i vandet, hvis man ikke er god til at få det skiftet dagligt. Buketterne kan også stilles køligt natten over, hvilket forlænger levetiden for de fleste blomster 

© Maria Lund Jensen

Når sæsonen lakker mod enden, kan du vælge at lade et par af dine planter gå i frø, så du har frø til næste år. Tør bælgene godt et lunt sted og gem dem til næste forår. Frøene vil være en blanding af de latyrus du har, ment så kan du lige som os evt. supplere med nye sorter til næste år.

Andre tips til Lathyrus

  • Frøene bør ligge i blød i 24 timer inden de sås, og så kan de ellers lægges med ca. 10 cm mellemrum i en rille i jorden (hvis du sår direkte i haven/på altanen).
  • For at undgå ”jordtræthed” er det nødvendigt at skifte placering af ærteblomster hvert eller hvert andet år.
  • Ærteblomster bryder sig ikke om omplantning, så forstyr rodnettet mindst muligt, når du arbejder med planten
  • Giv ærteblomsterne en solrig plads i næringsrig jord, så vil de vise en overvældende villighed til at gro.
  • Hvis du vander ærteblomsterne løbende og gøder et par gange i løbet af sæsonen, kvitterer de med endnu flere smukke og duftende blomster.

Hvad har vi i vasen lige nu

Her i maj har vi masser af tulipaner, så dem fylder vi gerne vasen med. Her er de blandet med smukke forårsgrene. 

© Tina Brok Hansen

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter