Rikke Hagen

Kendt for Hang lampen samt whisky og cognac-glas for Normann Copenhagen samt ”Big Orla” for Bolia. Læs mere om Rikke Hagen på www.rikkehagen.com.


Split

Først var det bare leg med fabulerende tuschstreger, hvor hjerne fik lov til at flyde med tuschen og håndens lidt ubeslutsomme bevægelse hen over papiret. Så blev det til ufattelig mange pap modeller, der løftede forskellige principper og størrelser ud af papiret. Siden tog teknologi over - og 3D printeren fremtryllede fast form i konkret miniature. En ud af mange modeller blev foretrukket. Tekniske tegninger og beskrivelser blev kastet af sted til producenten.

Så følger en næsten ubærlig ventetid. Man har skitset, formet, tænkt, formet igen og korrigeret. Tusindvis af udgaver var undervejs før ’This is it”. Nu skal man for en rum tid lade andre udføre den første prototype af sit ”barn”. Denne proces kan gå om mange gange, inden den endelig er der!

Men det er den så nu. I et samarbejde med Andreas Lund er stolen ’Split’ flyvefærdig.

Vi har tilstræbt at designe en spisebordsstol med et enkelt grafisk udtryk. Stolen er en del af Bolia.com kollektion 2014/15.


Den 18. kollektion på vej til Paris...

I begyndelsen af september er Danish Crafts på vej mod den franske messe Maison & Objet. Danish Craft er rykket ind under Kulturministeriets ’hat’, i nye omgivelser og Pil Bredahl er ny kurator på kollektionen. Bredahl har valgt at have særligt fokus på bæredygtighed i produktionsmetoder, materialer og idé.

Det er kun et lille ’glimt’ af dette års værker, jeg har set. Men jeg hæftede mig bl.a. ved Nikolaj Steenfatt Thomsen’s Hærdet Læderstol, som bygger på en ældgammel teknik, der bruges til at lave stærke, selvbærende strukturer såsom læder rustning og korsetter. Den har noget voldsomt og kraftfuldt i sit udtryk. Materialitet er insisterende. Og stolen er med til at give den samlede kollektion tyngde.

Serie Tekstil No. er designet af Karin Carlander og oser af kvalitet! En raffineret og harmoniske serie af dagligdags tekstiler, baseret på princippet om multifunktionalitet. Serien er lavet i hør og kvaliteten er overbevisende lækker.
Jeg deltager i år med Nora og Collect.

Nora er en genfortælling af den klassiske malke-taburet. Den er fremstillet i kork og stål, og er et cradle-to-cradle produkt.

Collect er tænkt som et stort penalhus til arbejdsbordet. Den består af fire stablede bakker, der glider sidelæns samt frem og tilbage.Bakkerne er fremstillet i bambus og er udviklet i et samarbejde med designer Andreas Lund.

Fra 5.-9. sept. kan kollektionen ses på messen i Hall 8/ B38 og A37.

Det bliver spændende at se, hvordan dette års bud på en kollektion vil blive modtaget...

www.craftscollection.dk

Højt belagt, avantgarde og tjekkede toner

Med højt belagt smørebrød og hyggelige omgivelser i Tivoli, fejrede Kähler Design, at virksomheden runder en flot alder - hele 175 år!

Designere, stylister og journalister var samlet og mellem udsøgte madder og boblevand, fik vi et tilbageblik i Kähler-historien præsenteret af museumsinspektør Palle Birk Hansen. Han bad os om ikke glemme kohorns-teknikken og glasuren i fremtiden keramiske design … 


Glasur manglede der bestemt ikke i butikken hos STILLEBEN. Der viste Soft Rock af Arhoj. Det var keramik med heftige glasurer i kombination med udsøgte hjemmelavede flødeboller med blåbær-smag og mere boblevand..

Hos FRAMA i Fredericiagade i Cph. blev en håndbajer og popkorn blandet med avantgarde møbler på udstillingen RE FORM. Her var det Margrethe Odgaards farver, der gjorde indtryk og Pernille Snedker Hansens trægulvtæppe WALKING DOWN THE RIVER satte en raffineret og avantgarde dagordnen. Stolen FLESH af Nanna Kill bragte smilet frem og mange andre fine løsninger kan opleves der.

Dj Nina Holmgren leverede tjekkede toner hos Normann Copenhagen, hvor Stine Goya indtog Normann Space med hendes farverige kreationer i et dertil indrettet Space af lyserøde skum-kaktusse-universer med orange pletter på væggene. Det hele blev blandet med lyserøde drinks og små kanapéer. 

 

Som et ekko af en dråbe

Måske var der en mening med, at netforbindelsen røg i nogle dage. Så vi nåede de 3 ’kunstøer’ - Naoshima, Teshima og Inujima.

Besøget på Teshima Art Museum var en ekstraordinær oplevelse; en af de store. En oplevelse, som var meget mere, end en visuel oplevelse. Det krøb helt ind under huden på én!

Teshima Art Museum ligger på en bjergside i dyb harmoni med omgivelserne. En fusion mellem bølgende landskab, arkitektur og kunst i en langstrakt, dynamisk gråhvid dråbe form. En fin skal af tynd beton med to markante åbninger ud mod verden. Den fremstår næsten som et ekko fra en dråbe. En snoet sti fører os derhen og med udsigt til et stort ocean på den ene side og terrasser af rismarker på den anden, kommer vi frem til indgangen. Inden man går ind i skallen, får man instrukser om ikke at træde på vanddråberne, der ligger rundt om på gulvet og om ikke at tale mens man går…

Så i stilhed bevæger man sig og går i ét med det organiske buede rum. Alle er stille. Kun en svag brise fra denne smukke dag suser gennem rummet og lyset fra to store åbninger (huller) i skalformen brager ned. Vidste man ikke bedre kunne man få den tanke, at går man ud i lysstrålen, så vil man blive suget op, som i et bedre sci-fi eventyr. Beam me up, Scotty! Perler af vand pibler hen over det silkematte betongulv og danner hele tiden nye formationer af pytter. Det er kunstneren Rei Nuato’s installation. Han har også trukket en tynd snor gennem en af åbningerne. Den svirrer let og elegant i en halvbue i takt med brisen, der strømmer gennem rummet. Der var en mening med, at udefra komne forstyrrelser af hverdagens banaliteter skulle holdes ude, mens oplevelsen blev ’indtaget’. Det var ikke bare godt, det var wow helt til benet ... 




Arkitekt: Ryue Nishizawa   Kunstner: Rei Nuato

Japan 2

Da jeg tager de første regnvåde skridt gennem de japanske porte; Torii, - indgangen til Shinto helligdom, tænker jeg, at det her har jeg se før.

Og selvom lyset valgte at udeblive fra dagens tur, ændrede det ikke ved, at den cinnoberrøde slange af porte var en rumlig oplevelse, der masede sig gennem landskabet.
Der var noget genkendeligt ved den fra billeder af kunstnerparret Christo og Jeanne-Claude's værk; 'The Gates' fra Central Park i New York, 2005. De har sagt om deres værker, at målet med dem var, at skabe glæde, skønhed og have æstetiske virkninger. Og det var lige netop den virkning de cinnoberrøde porte havde, på denne disede dag. Også selvom, at de kom længe før Christo i New York. 

Springtime in Japan

Jeg er taget til Japan for at søge inspiration og sammen med arkitekt Lene Brix, forsøger jeg de næste 3 uger, at tage livtag men den japanske kultur; dens traditioner og det 'clash' der er mellem modernitet og tradition, - hvis det da eller forekommer her i Japan.

Jeg skal undersøge landet, hvor nye teknologier og den dybt forankrede æstetik og craftmanship tilsyneladende harmonerer, eller gør det?

Og de første dage i Kanazawa og Kyoto har allerede givet mig åndenød. Her er så meget tradition og æstetik blandet med urbant storbys liv i luften, at man føler sig sat til vægs. En verden, hvor den menige japaner tilsyneladende nemt kan finde ud af at zappe rundt i. Jeg må se om jeg kan forstå det.