Jeppe Utzon

Jeppe Utzon er det yngste skud på den arkitektoniske Utzon-stamme. Jeppe har gennem 2011/2012 blogget som ambassadør her på bobedre.dk. Følg hans videre arbejde på www.jeppeutzon.com


Den tykke dame synger

Den tykke dame synger

Så jeg slog det op og det er tilsyneladende oprindeligt en reference til en Wagner-opera, som er meget lang og hvor en tyk dame synger til sidst. Hun hedder Brynhild og synger i slutningen af Ragnarok - den fjerde og sidste del af Nibelungens Ring. Ja, så lærte jeg det.

Dette er mit sidste blogindlæg for Bo Bedre. Det har været sjovt, men også en del mere arbejde, end jeg lige havde regnet med. Jeg har mange meninger om især arkitektur, men det er ikke altid jeg har haft tid til at stikke så dybt, som jeg gerne ville. Jeg håber dog, at de af jer der har fulgt mine ugentlige indlæg alligevel har fået lidt ud af min indsats. Jeg har i hvert fald nydt det og har sat meget pris på især de af jer, der har kommenteret. Det betyder meget at få noget tilbage - også det negative.

Nu er der kun tilbage at sige tak for nu - og undskyld alle mine komma-fejl. Dem har jeg aldrig rigtig været venner med. Håber I får et godt forår. Og ring hvis I skal bruge en arkitekt.

Kærlig hilsen, Jeppe Utzon · www.utzon.com

Modeller

Modeller

Besøg i øvrigt kunstnerens egen hjemmeside her.

Få styr på typerne

Få styr på typerne

Med mindre man er selvbygger, så har de, der vil bygge nyt hus, grundlæggende fire muligheder - et typehus, et modulhus, et systemhus og et klassisk arkitekttegnet hus. Men hvad er hvad?

Et typehus er et færdigt hus, som dem man køber hos et typehusfirma. Typisk har typehusfirmaet et katalog af huse opdelt i forskellige linjer, der hver har deres eget stilmæssige udtryk og prisleje. Indenfor hver line er der igen en række modeller, der primært adskiller sig på areal, værelsesantal og -sammensætning. Som kunde vælger man altså en af disse faste typehusmodeller. Tilpasninger og udvidelser kan som regel tilkøbes efter behov.

Et modulhus er et hus, der er opbygget af moduler. Hvert modul består af et eller flere rum. Et modul kunne fx være en stue. Et andet modul kunne være et åbent køkken med spisestue. Og et tredje modul en børneafdeling bestående af to børneværelser og et badeværelse. Man kan så sammensætte sit hus af disse moduler. Lidt som bygggeklodser, hvor hver klods er et rum - groft sagt. Variationen kommer af at modulerne kan sættes sammen på mange måder - og af at der kan være flere modulvarianter at vælge imellem. Fx kunne stuemodulet både være en lille stue, en mellem stue, en stor stue, en aflang stue, en kvadratisk stue, en høj stue, en stue med spiseplads osv. Konkret betyder dette, at man med selv relativt få moduler, kan bygge et meget stort antal forskellige huse.

Et systemhus er et hus, der er bygget i et specifikt byggesystem. Et byggesystem kan nok bedst sammenlignes med en slags avanceret Lego. Eller tænk på korthuse. Her er der kun et enkelt element - et spillekort. Alligevel kan man ud af dette ene element bygge uendeligt mange forskellige slags korthuse. På samme måde indenfor arkitektur. Det er selvfølgelig på et højere og mere avanceret plan, men princippet er det samme. Et godt eksempel på et systemhus er Operahuset i Sydney.

Et klassisk arkitekttegnet hus er et hus, der er skræddersyet til dem, der skal bo i det - og til det sted, det ligger. Det er med andre ord et meget personligt og unikt hus.

Foto af Willi Heidelbach