Boligbloggen

På denne blog besvarer jeg læserspørgsmål og giver gode råd og tips om indretning, viser spændende nyheder indenfor boligen, gør opmærksom på nye butikker og på andre, spændende blogs, websites og bøger om indretning samt skriver om de tanker en indretningsarkitekt gør om sit arbejde. I må meget gerne stille spørgsmål herinde om bolig og indretning, kommentere på mine skriverier og selv komme med jeres bedste indretningstips. Har du billeder af dine tips og indretningsspørgsmål kan disse fremsendes til: [email protected] 


Nyt klædeskab,- standart eller indbygget?

Hvordan udnyttes pladsen bedst, når der skal indrettes med nyt klædeskab? 

 

 

Kære Bo Bedre.

Jeg har dette gamle garderobeskab fra 1936, som jeg har prøvet at opdatere med skuffer (fra Elvo æskefabrik), men det fungerer ikke optimalt og er ikke særligt pænt.
Skabet er 210 cm bredt og 260 cm højt.
Jeg er glad for at det fylder hele vægen: fra gulv til loft og væg til væg. (Jeg har brug for pladsen)
Jeg tænker på at fjerne skabet og få bygget et nyt, gerne med et garderobesystem med kurveskuffer og bøjlestang bagved og en enkelt skabsflade.
Har du et forslag til et smart, enkelt skab?
Jeg tænker på at skinner i loft og gulv og skydedøre kunne være pænt, men det er måske ikke en god idé når, der er så højt til loftet ?

Venlig hilsen Dorte Andersen

 

Kære Dorte.

Skydelåger kan være rigtig gode, netop fordi man bagved fronterne kan udnytte pladsen helt som man vil og helt til loft. 
I dit tilfælde, hvor der er 210 cm i bredden, vil det enten blive to brede fronter eller tre smalle.
Det, du skal være opmærksom på er at halvdelen eller to tredjedele af skabet altid vil være blokeret af dørene, hvilket måske kan være irriterende.
Hvis du installerer tre parallelle skinner, kan de tre fronter køres til samme side / sted på en gang, men tre parallelle skinner fylder en hel del i dybden. ( nederste skitse)
Vælger du en skabsindretning med skuffer skal du samtidig passe på at fronterne er kørt helt væk, da man ellers nemt laver hak i både skuffer og fronter.
( Du kan nok høre at jeg synes skydelåger har visse begrænsninger, ikke…. :O) )
Alternativet er to nye skabe á en meters bredde med låger á 50 cm,- meget lig den inddeling, du har nu, men selvfølgelig med helt ny indmad med bøjlestænger i flere højder og udtræksskuffer overalt. ( skitse øverst)
Du kan få meget skab for pengene i Ikea og deres skabe er netop hhv. 50 og 100 cm i bredden.
Dertil skal der laves blændstykker i siderne for at lukke helt af og det er ikke så enkelt lige der fra.
Det kan du noget nemmere bestille på mål hos ethvert køkkenfirma, der jo også laver garderobeskabe.
Med mindre du vil betale dyrt for at få lavet specialmål i højden, skal du have topskabe ovenpå og så evt. lukke af til loftet, hvis der er mere plads.
Jeg synes nu også at det er en fin løsning med en række ens kasser til opbevaring af sjældent brugte ting, hvis man har plads til overs i højden over skabene.

Venligst Lone

 

 

 

 

 

Indretning af første sal

Familien mangler værelser men det er også rart med fællesrum til 3 børn.

Den nuværende indretning passer ungerne rigtig fint men er jo nok lige kaotisk nok, så nu skal der ske noget.. 

Hej

Vi skriver til dig, da vi godt kunne trænge til et godt råd mht. indretning af vores 1. sal.
Vi bor til leje på en gård midt i fantastisk natur og alligevel tæt på byen - et helt unikt sted.
Derfor flytter vi nødig herfra, selvom vores familie, som nu er på fem personer, egentlig er ved at vokse ud af boligen.
Vores 1. sal er i øjeblikket indrettet med to værelser samt et stort rum. (I underetagen er der køkken, stue, entre og bad - altså ingen værelser)
I de første år, vi boede her, brugte vi det ene værelse til børneværelse og det andet til forældresoveværelse, og storrummet blev så brugt som ét stort legerum.
Men vi mangler opbevaringsplads i boligen, og har ikke rigtigt fundet den rigtige løsning, idet skråvæggene er en udfordring.
Derfor hobede tingene sig efterhånden op i det ene hjørne af det store rum og derfor besluttede vi at bruge det mindste værelse som pulterrum/gå-ind-skab, og børnene har nu fået kombineret sove- og legeværelse i det store rum (med en ”midlertidig væg” i form af et ophængt lagen, indtil vi finder den rigtige løsning…).
Børnene synes, at det er meget hyggeligt at sove sammen, men problemet er, at vores yngste vækker de andre, når han vågner tidligt om morgenen, og vi har ikke rigtig mulighed for at lukke ordentligt af for lys og lyd.
Derudover vil vi, i takt med at de bliver ældre (den ældste skal i skole om et år), gerne give dem muligheden for at have deres eget ”frirum” i boligen.
Vi vil meget gerne have idéer til, hvordan vi kan indrette os optimalt på 1. salen, så der bliver plads til 3 børn (alder 1,4 og 5 år), forældresoveværelse samt god plads til opbevaring.
Ejerne har givet os lov til at sætte ekstra vægge op, men de vil gerne have, at det kan tages ned igen, når vi engang flytter herfra.
Vi vil gerne have en god og holdbar indretning, men samtidig vil vi helst ikke skyde formuer i det, når det er en lejebolig.
Vi håber meget, at I kan hjælpe os på vej med nogle fantastiske idéer.

Mange hilsner Maria & Jesper

 

Kære Maria og Jesper.

Jeg kan regne ud at det primært er to ekstra børneværelser, I skal have ud af det store rum, da der er to værelser allerede., som ligger på den modsatte side af trappen.
Det vil jo nok være "aldersmæssigt" praktisk hvis de to eksisterende rum indrettes til jer og den mindste, mens de to store børn får de nye værelser.
Jeg vil derfor foreslå den enkleste løsning, som vil være at dele rummet op på langs, så hvert værelse får et gavlvindue og dermed fornuftigt dagslys.
Det ene rum får jo et eksisterende kvistvindue, så I kan overveje at bede om lov til at få monteret et ovenlys i dert andet værelse samt evt. i legearealet udenfor.
I bestemmer så selv hvor lange værelserne skal laves, da det inderste areal ved trappen jo fint kan bruges enten til et fælles legeareal eller til opbevaring.

Rigtig god sommer, Lone

 

Et praktisk bad

Når rummets indretning ikke kan gøres så særlig anderledes,  er det godt at et materialeskift kan.

Vi bor i et parcelhus fra 1980 og skal have renoveret vores badeværelse i forbindelse med at gulvet skal brækkes op pga. mistanke om rørskade.

Vi vil derfor bede om hjælp til en indretning, hvor vi i så høj grad som muligt får opfyldt vores delvis modstridende ønsker:
at rummet fremtræder lyst og luftigt, men at der samtidig er opbevaringsplads til håndklæder, toiletgrej og en del af vores tøj
( opbevares nu i højskab og på hylder bag forhæng). Stilmæssigt er vi mere til det rustikke end det strømlinede.
Det er også vigtigt, at rummet er nemt at gøre rent og vedligeholde (er seniorer). Vi ønsker lukkede skabe og ikke åbne hylder i det nye badeværelse.
Måske kunne man over vask-bordet have 10 cm dybe skabe til opbevaring af al toiletgrej?
Eller kunne man have nogle skabe under loftet over toilettet- uden at rummet kommer til at se for pakket ud?
Sandsynligvis har I meget bedre forslag!?
Jeg vedlægger plantegning + 2 fotografier.
Håber meget på et svar!

Med venlig hilsen R. Esbjerg

 

Kære R.

I forhold til rummets dimensioner og placering af vindue og dør, er der ingen grund til at ændre ved placeringen af de forskellige installationer,- det hele er meget fornuftigt og rummet udnyttes godt.
Den største forandring vil være et skift i materialer fra det tunge, meget tidstypiske 80´er inventar til noget lettere og lysere.
Vælger I nye hvide fronter og lyse klinker på gulv og i badet, vil rummet forandre sig markant.
Jeg vil foreslå at det nye toilet væghænges, så det kommer fri af gulvet.
Der kan fint blive plads til et par hylder ovenover den nye cisternekasse, hvis I ønsker mere opbevaring men undlad overskabe, med mindre I får dem skåret ned i dybden til samme cirka 20 cm som cisternekassen er.
Jeg vil også foreslå at brusenichen gøres længere hen imod toilettet, så I får bedre albuerum inde foran bruseren.
I kan vælge en let glasvæg som afskærmning mod toilettet eller en 7 cm væg opbygget af Litex plader eller letbeton med fliser.
Den kan kombineres med forhæng eller en noget dyrere løsning med en glasdør.
På vaskesiden ønsker I jo fortsat at have det høje skab til linned og tøj, så der laves intet om bortset fra at de nye skabselementer udstyres med låger eller skuffer i stedet for forhænget.
Vælg en fælles dybde på højskab og vaskeskab på 55 til 60 cm. Det giver fint plads til et 25 til 30 cm dybt (spejl)skab over vaskebordet og de kan jo fås med lys i, så det kommer på plads med det samme.
Husk selvfølgelig at der også skal komme lys fra loftet til resten af rummet.
Med hensyn til skabselementer ved vasken, så er der plads til to 60-centimeters skabe eller tre skabe á 40 cm hvor vasken sidder i midten og de yderste kan indrettes med skuffer.
De 14 overskydende cm fordeles til to blændstykker á 7 cm i siderne.

Venligst Lone

Opbevaring på to ledder

Et stort indhak i Astrids køkken skal udnyttes til sidste bloddråbe både lodret og vandret.

 

Kære Bo Bedre

Jeg er netop flyttet ind i en lejlighed med et skønt New Yorker inspireret køkken.
Køkkenet har imidlertid et lille 'indhak', som ikke er udnyttet optimalt.
Jeg kan sagtens bruge masser af opbevaringsplads, da lejligheden ikke er udstyret med skabe - ud over dem i køkkenet.
I dag står der et køleskab med bordplade og hylder ovenover. Jeg vil naturligvis gerne have indarbejdet New Yorker stilen, og jeg kender en smed, der gerne vil beklæde eventuelle låger med stålfront 😊.
Jeg vil rigtig gerne finde plads til både kondens tørretumbler og et nyt køle/fryseskab. Hvis noget skal vælges fra, må det blive tumbleren
Jeg håber, du kan hjælpe mig!

Venlig hilsen Astrid

'Indhakket' har følgende mål:
Højde:    289,5 cm
Bredde:    89,5 cm - 90 cm
Dybde:   140,0 cm

 

Kære Astrid.

Med kølefryseskab går jeg ud fra at du mener et højt skab, så tumbleren bliver der ikke plads til.
Til gengæld kan der godt blive indrettet masser af opbevaringsplads med hylder både den ene og den anden vej med hver deres hyldedybde, så du får udnytte pladsen optimalt.
Over det 60 cm dybe kølefryseskab monteres der ligeledes 60 cm dybe hylder i hele indhakkets bredde på 89 cm.
Om du vil have 2 eller 3 hylder, bestemmer du selv og køleskabets højde selvfølgelig.
På tegningen er køleskabet angivet til ca 188 cm, og det giver godt en meters højde til hylder oven over, altså enten 33 cm mellem hylderne med 3 stk eller ca 50 cm med to hylder.
Vælger du et højere skab skal du kun montere to hylder.
På den anden led gælder det om at udnytte pladsen i dybden ved siden af køleskabet, hvor du har hele 140 cm og her kan du montere hylder der er 29 cm i dybden og i 140 cms længde.
Disse lange, smalle hylder er åbne i modsætning til hylderne over køleskabet, hvor du får din smed til at lave to stålbeklædte låger, så du kan gemme ting og sager helt af vejen.( Kuffert, maling, vinterstøvler…)
Den nederste af de lange hylder monteres evt., så der stadig er plads til din støvsuger inderst i hjørnet.

 

Mange hilsener Lone

 

 

Stue med spildplads

Af og til gør ganglinjer og dørplacering det rigtig svært at udnytte pladsen ordentligt…

 

 

Kære Lone Barslund.

Vi har et dejligt funktionelt hus fra 1953, som vi har haft i 20 år.
Køkkensiden vender mod øst-nordøst og stuesiden mod vest-sydvest.
Der er to etager og fuld kælder. Det har lidt smalle dimensioner nogle steder, men det har vi fået løst efterhånden - undtagen i dagligstuen i stueetagen.
Især den ene ende, som har en stor åbning ind til køkken/spisestue og en dør ud til gangen midt på den ene langvæg, kommer til at virke som en slags korridor mellem sofagruppen i bunden af stuen og spisebordet i spisestuen.
Der har tidligere stået et chatol langs væggen ud mod gangen og en londonsofa under vinduet tættest ved spisestuen.
Har du mon et forslag til indretning? Vi har en stor hjørnesofa og en 2 personers sofa samt et sofabord, som ikke skal udskiftes.
Og der er en fuld reolvæg på væggen ind mod spisestuen, som også skal bevares.
Man kan ikke rigtigt flytte døren fra gangen til et andet sted.
Ellers er vi åbne for ideer og forslag. Der er et skønt kig til grøn have og blå himmel fra de tre vinduer.
Derfor er sofagruppen vendt mod vinduerne og tv er så tvunget til at være placeret mellem 2 af vinduerne.
Ift tegningen så er væggen mellem køkken og spisestue i øvrigt delvist fjernet, så de to rum hænger sammen nu.
Der er desuden bygget en stor asymmetrisk træterrasse foran spisestuen, og der er opsat en lille brændeovn i spisestuen i tilknytning til skorstenen.
Vedlagt foto af oprindelig tegning af stueetagen. Samt et par fotos fra stuen.
Spændt på at høre fra dig.

Mvh Ulla Selfort

 

 

Kære Ulla.

Jeg kan tydeligt se hvad du mener med ”korridoren”,  da næsten halvdelen af stuen går til spilde på grund af dørens placering ud til gangen.
Ifølge plantegningen burde I kunne flytte døren?
En anden ting, der forstærker indtrykket af den alt for opdelte stue er jeres lille sofa, da den helt bogstaveligt vender ryggen til al den dejlige plads. 
Hvis I ikke flytter døren så vil jeg foreslå at I laver en lidt blødere og løsere møblering med den lille sofa flyttet hen på væggen imellem entrédør og reolvæg og i stedet for stiller lænestolen lidt på skrå ved sofaen, så man kan se fjernsyn og have fra den også. Se skitsen.
Den lille sofa kan nu benyttes til en lille pause med avis og kaffe, mens der ses fjernsyn fra vinkelsofa og lænestol.
En anden ting der med fordel kan laves lidt om, er endevæggens hylde, der vil hænge meget bedre en hel del lavere, nemlig 50 til 70 cm over gulvet.
Den nuværende højde skærer væggen over og gør det svært at bruge vægfladen til ophængning af større ting.
Komplimenter i øvrigt til jeres fine bogreol, der ikke fylder meget men giver masser af gode hyldemetre.

Bedste hilsener Lone

 

Ombygning af villa

Det er en ordentlig omgang og en stor investering at bygge om og modernisere et helt hus med 3 etager, så det er en rigtig god idé med en plan…

 

 

 

Kære Lone

Tak for en inspirerende boligblog. Det er dejligt at kunne finde inspiration i dine forslag til andres boliger, som faktisk fungerer til familieliv og ikke kun ser godt ud på billeder!
Vi har netop købt en gammel villa fra 1921, som skal have en gennemgribende renovering.
Vi vil gerne selv stå for meget af det, men vi mangler det skarpe øje til at se den mest optimale ruminddeling.
Med mange timers arbejde foran os håber vi, at du vil give os et par gode råd med på vejen.
Tænk, hvis vi halvvejs finder ud af, det kunne være gjort meget smartere! Here we go:
# Trappe-udfordringen: Vi vil gerne åbne trappeopgangen og lave repos på 1. sal, men vil vi stadig kunne have soveværelse + 2 børneværelser + badeværelse også? (Vi påtænker at inddrage skunken, men det giver jo kun lidt ekstra plads).
Skal vi i stedet beholde trappens forløb som nu og sætte velux-vindue i taget for mere lys?
# Køkken-udfordringen: Vi drømmer om et åbent køkken-opholdsrum (som så mange andre børnefamilier).
Vi tænker, det skal ligge i det nuværende køkken, som skal åbnes ind til stuerne, så køkkenet strækker sig herind.
Så kan vi genetablere spisekammeret i det nuværende toilet, hvilket er et stort ønske.
Men bliver det mærkeligt, at det er så aflangt, og at det er delt på midten af en halv væg?
Ellers skal vi flytte hele køkkenet ind i stuen og lave kontor i det nuværende køkken, men vi vil have mest muligt lys ind fra haven.
# Ét kæmpe rum-udfordringen: Vi drømmer om at genetablere en vitrinedør mellem de to vestvendte stuer, som i 1960'erne blev adskilt.
Men det giver os ét kæmpe rum i stuen (+ evt. et lille kontor i det gamle køkken jf. ovenfor) - måske ikke optimalt i en børnefamilie med larm, TV, emhætte osv, og hvor vi har brug for at udnytte pladsen? og hvor placerer vi en hjemmearbejdsplads, hvis ikke i det nuværende køkken?
# Entre-udfordringen: Der er nogle underlige kroge i entreen, fordi entredøren i 1960'erne blev flyttet 1 m udad (der var tidligere et "indhak" i ydermuren, hvor ydertrappen gik op).
Hvordan kan vi indrette entre/gang, så der bliver plads til børnefamiliens sko/jakker/rod, uden at det skal genere os hver gang vi skal op/ned ad trappen?
Vi håber meget at høre fra dig. Det ville være en kæmpe hjælp at få nogle fif med på vejen, så vi kan finde den bedste løsning på de udfordringer, vi har stillet op. Jeg vedhæfter billeder (tidligere ejers møblement) + plantegning. Det lille toilet i stueetagen ligger i husets nordlige hjørne.

Med venlig hilsen Mia

 

Nuværende indretning med den fejl at den indbyggede altan på første salen ikke er tegnet med,- men den kan ses på facadefotoet øverst...

Øverst ny stueplans indretning med alrum med brændeovn, arbejdsværelse og opholdsstue, alt sammen forbundet med fløjdøre.. Nederst første salen med 3 værelser og nyt bad..

Kære Mia.

Lad os tage den i småbidder svarende til dine afsnit.
Jeg ville lade trappen være hvor den er både af økonomiske og praktiske hensyn;
Den ligger meget fint med adgang til underetagen i forhold til alrum og køkken ( nem adgang til kolonial-lager og ekstra køleskab) og ovenpå på 1. sal giver den jer jo netop de tre værelser som I efterlyser samt nyt bad i det oprindelige køkken. 
Ovenlys i taget over trappen er en rigtig god idé.
Med hensyn til at inddrage skunkene på første sal, så bliver pladsen sværere at udnytte jo længere ud man kommer, simpelthen fordi der så ikke er højde nok til placering af reoler eller senge. En god skunkhøjde er omkring 80 cm.
Køkkenombygningen er jeg ikke i tvivl om! Jeg ville vælte væggen fra facaden og hen til skorstenen, så I får masser af arbejdsbordplads med højskabe inderst mod toilettet og i den modsatte ende hvor I enten placerer højskabe = kolonialskabe eller høje vitriner til al porcelæn og glas.
Jeg ville til gengæld ALDRIG sløjfe et toilet på en ”hoved-etage” selvom fadebure også er en af mine favoritter.
Det er så fint at have et toilet på samme etage hvor I er mest og som jo også gør at jeres gæster ikke skal ovenpå i jeres ”private” bad eller ned i kælderen.
Der er helt sikkert et køligt rum med plads til kolonial-lager i kælderen som erstatning for fadebur i køkkenet...
Kontor / alrum / opholdsstue ville jeg også dele lidt op, så der er mulighed for at lukke døren og få lidt ro til arbejde eller andet, der kræver lidt fordybelse.
Jeg forestiller mig at det største rum, der kaldes soveværelse på planen, kunne blive et rigtig rart opholdsrum med sofaer og fladskærm, mens den tilsvarende vestvendte ende af det meget lange alrum, kunne skilles fra til et arbejdsværelse.
Både fløjdøre imellem alrum og arbejdsværelse og imellem ophold og arbejde, så I bevarer lysets gang i huset og den visuelle kontakt.
Entreen kan jeg ikke rigtig komme med forslag til da det kræver en tur på stedet at se hvordan huset oprindelig blev bygget med den fine tilbagetrukne indgang, i forhold til entreen i dag.
Hvis I fører det tilbage til oprindeligt, ryger toilettet sig jo en tur ligesom det bliver helt umuligt at finde plads til garderobe.
Måske kunne I finde en mellemløsning, hvor I finder en smuk hoveddør og et nyt trappeanlæg, der svarer til husets stil men bevarer den store entré?

Og så ellers god ombygning og tillykke med huset!

Lone