Boligbloggen

På denne blog besvarer jeg læserspørgsmål og giver gode råd og tips om indretning, viser spændende nyheder indenfor boligen, gør opmærksom på nye butikker og på andre, spændende blogs, websites og bøger om indretning samt skriver om de tanker en indretningsarkitekt gør om sit arbejde. I må meget gerne stille spørgsmål herinde om bolig og indretning, kommentere på mine skriverier og selv komme med jeres bedste indretningstips. Har du billeder af dine tips og indretningsspørgsmål kan disse fremsendes til: [email protected] 


Ombygning af 70´er hus

Typehusene kan fint bygges om til mere tidssvarende boliger og er populære især for de kommende småbørnsfamilier der gerne vil have frisk luft og egen have.

 

Hej!

Vi har netop underskrevet købsaftalen på dette hus og derved har vi fået så mange spørgsmål.
Udvendigt skifter vi taget til sort eternit. Vi er nu i tvivl om hvilken farve gavlene skal have?
Bliver det for tungt hvis vi vælger sorte gavle? Og hvad med træbeklædningen på facaden af huset?
Skal det så også være sort eller skal vi vælge noget helt andet?
Indvendigt er vi også blevet i tvivl. Vi vil åbne op ind til stuen så vi får et åbent køkken-alrum-stue, men hvad med indretningen af stuen?
Og hvad hvis vi gerne vil ha en arbejdsstation/hjemmearbejdsplads som er opryddelig og hvor rod kan skjules.
Vi har overvejet at sløjfe entréen og lave "kontor" der, men taget i betragtning af at bryggers ligger modsat carporten, virker det tosset af gå forbi hele huset for at gå ind.
Hvordan kan vi få inddraget det spildplads i gangen til resten af huset.
Slutteligt, som gør det hele lidt mere kringlet, så er der en skorsten i hjørnet af bryggerset ind mod stuen, som vi gerne vil benytte.
Og så vil vi gerne kunne lave et værelse ekstra, hvis der med tiden skulle blive behov for det.

Mange hilsener Marie Louise.

Skitse 1.

Skitse 2.

Skitse 3.

 

Kære Marie Louise.

Jeg synes at jeres forslag om sort tag og sort træværk er rigtig godt for at få fornyelse og en strammere stil på det, hvis jeg må kalde det, lidt trætte hus.
Indvendigt er det jo et helt typisk parcelhus med værelsesafdeling og vinkelstue og det vil gøre huset meget mere tidssvarende at få åbnet imellem køkken og stue og være rigtig godt med sådan et nyt gennemlyst rum.
Jeg vil foreslå at I flytter døren til gæstetoilettet ud i vindfanget; Med en ny, helt tæt hoveddør kan I nedlægge vindfanget og åbne til entreen, så der bliver mere plads at komme ind og ud på.
På den måde får I mulighed for at udnytte entreens areal til flere garderobeskabe og måske en lille arbejdsplads med kopimaskine / scanner og alt det andet grej, som man ikke ønsker i stuen, hvor det ellers er fint at sidde med den bærbare.
Skitse 1 viser den nye entré hvor også døren til køkkenet er flyttet lidt (det giver plads til garderobeskabene) og det nye køkken med åbning til stuen.
Se også fotos med ideer til den lille arbejdsplads længere nede.
Jeg kan se lidt besværligheder i at få stuen møbleret fornuftigt med hensyn til siddepladser og tv i opholdsafdelingen, da de store glaspartier ikke levner megen vægplads til fladskærm, så et tv på fod kunne være at foretrække her.
Eller simpelthen vende ryggen  til den sydvendte gavl og placere en fladskærm på drejebeslag som vist…. Se foto af smal stue hvor sofaen faktisk er rigtig rummelig men valgt helt lys, så den ikke dominerer så meget.
Hvis I skal udvide senere med et værelse mere, kan det næsten kun ske ved at lave et værelse med adgang fra entreen som vist på skitse 2.
Det giver et mere aflangt rum, hvor I stadigvæk kan åbne imellem køkken og stue, så I får en alrums-funktion ved køkken og en opholdsafdeling i modsatte ende. Spisebordet kan eventuelt placeres på langs og med en bænk opad værelsesvæggen i stedet for stole,- det sparer plads.
Jeg kan ikke forestille mig at I kan finde plads til et værelse andre steder indenfor de eksisterende kvadratmetre, men hvis I ikke vil gøre stuen mindre, kan I lege med tanken om at udvide ud i haven med et nyt arbejdsrum eller voksensoveværelse. Skitse 3.
Måske kan I genanvende glaspartiet fra gavlen på den nye facade og sætte en ny havedør i den nye gavl.
Der kan så lukkes mere af imellem det nye værelse og stuen, hvilket vil gøre stuen nemmere at indrette med flere møbleringsmuligheder.

Bedste hilsener Lone

Små arbejdspladser kan godt være funktionelle..

En stor sofa i et smalt rum dominerer ikke når overfladen er lys. 

 

Sammenlægning af to små lejligheder.

Parret her har fået mulighed for at købe nabolejligheden og nu er spørgsmålet hvordan de to lejligheder skal slås sammen.

 

 

Kære Lone.

Lige om lidt står vi med to lejligheder der hver især indeholder kammer og stue samt køkken og bad.
Hvad skal bruges og hvad nedlægger vi?
Vi har skiftende fornøjelse af store børn, der kommer på weekend og hjem fra efterskoler, så der skal være et soveværelse til os og to værelser til dem..
Vi ønsker et åbent køkken- spiserum og så får vi mulighed for også at få altan ud for den anden stue.
Vi har haft ingeniør på at beregne den kommende åbning imellem de to lejligheder; Den kan ikke placeres andre steder på grund af radiatorer, men er det ikke også okay? Vi får et skønt gennemlyst alrum - stue, så vi regner med at det er iorden.
Vi modtager gerne gode ideer så vi kan få plads til alle vores ønsker og behov.

Bedste hilsener J og T., Østerbro.

 

Her ses de to lejligheder tydeligt, markeret med farver.

Den nye rumfordeling giver et skønt gennemlyst fællesaral med alrum og stue med altaner ud for begge og tre små men gode værelser.

 

Kære J og T.

Det bliver da kanon med dobbelt så meget plads og en ekstra kommende altan oven i hatten, - tillykke med det.
Af de to køkkener er det aflange det, der vil være sværest at indrette som værelse men til gengæld nemt at integrere i stuen ved siden af, så her synes jeg at jeres nye ”centrum” skal være.
Derfor er det selvfølgelig også den tilstødende indgang og entré, som I skal benytte fremover, så I kommer direkte herfra og ind til alrummet.
I kan vælge at åbne mere imellem entré og alrum for at få fjernet et generende dørblad fra rummet.
For at få en længere væg i alrummet til reoler, skænk, billeder eller andet, blændes og flyttes døren til værelset ud i gangen, hvilket jo også vil give teenageren mere privatliv.
Det andet mere kvadratiske køkken tømmes for inventar og indrettes som teenageværelse nr. 2.
Det er ikke stort men der er plads til en seng og en reol og I kan nemt bevare det gamle skab og blot sætte bøjlestang og hylder i til tøjet.
Køkkenet indrettes med vask og kog på de eksisterende pladser af hensyn til rør, faldstamme og gas, men åbnes ud mod spisepladsen med en ny arbejdssektion, hvor der er ekstra bordplade på alrumssiden, så man kan sidde her med en kop kaffe eller et glas rødvin, mens der kokkereres.
De to eksisterende badeværelser er meget små; Hvis I vil forbedre badeværelsesfunktionen, kan badet i denne del af lejligheden nedlægges og arealet opdeles i stedet for i en ny superpraktisk fadeburs-del og den anden halvdel lægges til det andet, blivende bad i form af en stor ny bruseniche.
Der bliver også plads til et længere vaskebord med mulighed for en vaskemaskine inderst.
Den tiloversblevne entré kan I lægge til soveværelset og derved få et tiltrængt og vældig praktisk garderoberum.
Det er ikke sikkert at I må lave en tydelig blænding af hoveddøren på den udvendige, synlige side i opgangen, men på indersiden kan I selvfølgelig lukke helt af med isolering og en tæt pladevæg,- tjek med foreningen først.
Den eksisterende dør fra entré til stue blændes og der laves en ny dør direkte fra soveværelse til garderoberum.
Det giver ro i stuen og et godt, møblerbart hjørne til reoler, skab eller måske en hjemmearbejdsplads.

Bedste hilsener Lone

 

 

 

 

 

 

Indretning af gårdrum

Et 60 kvadratmeter stort gårdrum kan både være praktisk og hyggeligt.

 

 

Kære Lone.

Vi har købt hus, hvor der i en lille gård er opført et udhus opdelt i to rum.
Udhuset udfylder også en beskyttelse mod indblik fra verandaen i det nærliggende hus.
Udhuset er dog ikke lovligt opført og skal derfor fjernes. Tilbage er der så en aflang gård på ca. 60 km2, der skal indeholde område til ophængning af vasketøj, et halvtag til opbevaring af 2 cykler samt en opsætning af beskyttelse for indblik.
Der kunne f.eks. også være ønske om nogle højbede eller et legehjørne til børnebørnene.
Kan du hjælpe mig med ideer til en harmonisk løsning, der beskytter mod indblik og også er smukt at se på?
Jeg har købt og abonneret på Bo Bedre siden 1965, så tak for et godt blad med masser af ideer og gode muligheder, der kan anvendes.

Venlig hilsen Liselotte Frederiksen

 

 

En blød og en mere stram indretning men samme gennemgående tema med de grønne espaliers.

Kære Liselotte.

Jeg kunne godt have brugt lidt information om gårdens orientering i forhold til verdenshjørnerne, for at være helt på omgangshøjde, men jeg gætter på at gårdrummet vender mod nord- øst.
Du har kun angivet placering af vinduespartiet til jeres soveværelse, så der er nok ingen direkte udgang fra huset til gården?
Jeg ved heller ikke noget om højden på hegnet / stakittet i naboskellet, - hvorfor er der så meget indblik her, hvor et 180 cm højt hegn kunne løse det problem?
Et par fotos af facaden og gårdrummet havde været rigtig godt, så blot for at understrege at jo flere oplysninger jeg får fra jer, der efterlyser hjælp og gode ideer her på bloggen, jo mere præcist kan jeg komme med forslag.
Men nu til indretningen:
Det er jo et dejlig stort rum, så der er ingen problemer i at få dine ønsker opfyldt og de forskellige funktioner placeret.
Det bliver mere et spørgsmål om gårdens endelige stemning og stil.
Det er oplagt at placere cykeloverdækning og tørrestativ op imod naboskel, da den nye overdækning kunne være en del af et nyt, højere hegn i skellet.
I vil nok gerne have et fritstående stativ til vasketøjet, men I kan jo også / samtidig lave overdækningen så stor at der lige er plads til at trække et par snore under halvtaget ved siden af cyklerne, som supplement til ophængning af vasketøjet på regnfulde dage.
For ikke at kikke direkte ud på cykler og grej fra soveværelset, vil jeg foreslå at I ”lukker” overdækningen mod huset og lader åbningen vende den anden vej.
På siden ind mod huset monterer I derfor espalier- lister eller rio net som skal plantes til med klatreplanter, - roser, kaprifolium eller klematis.
Det samme gør I flere andre steder i gården, så det bliver et gennemgående grønt tema, som bløder gårdrummet op og gør det mere haveagtigt trods flisebelægning og mange ”vægge”. Se skitsen.
Bedene ville jeg nok holde i plan med belægningen i stedet for at lave højbede, for ikke at få for mange kanter ind i gården.
På samme vis kan I overveje at lade det grønne bed-område være mere eller mindre organisk, så det går på tværs af huset og gårdens retning, hvilket også vil bløde op på indretningen og stemningen.

Fingerbøllene øverst er selvssåede planter i lavendelbedet.
I midten er det Baldrian der har fundet en sprække ved trappestenen ved siden af krukker med hosta og buksbom.

Nederst et lille gårdrum med flere inddelinger, hvor "væggene" er plantet til med roser og mange krukker gør det praktiske fliseområde grønt og levende.

 

Grupperinger af krukker med stauder og småbuske kan placeres så der er fine steder for øjet at gå på vandring og kommer et par af stauderne til at selvså sig på uventede steder, så er det bare fint.
Fingerbøl ( digitalis), akeleje og klokker ( campanula) er planter man får stor glæde af ved selvsåning og de er nemme at luge væk, hvor man ikke vil have dem.
Jeg har skitseret en blød indretning og en lidt mere lige ud rettet, hvor bed- kanterne markeres med chassez -sten eller mursten på højkant, så der nemt kan luges og fejes i gården.

Bedste hilsener Lone

 

Janes bogopbevaring

 Jane efterlyser god bogopbevaring men det kommer også til at handle om at have et hus med niveauspring…

 

Kære Lone.

Jeg er ikke vild med at støve af og synes altid, at bogreolen giver udfordringer.
Jeg har indtil nu haft en mindre bogreol (væghængt) med skydelåger i glas, men hele bogsamlingen kan ikke være i den, så det er ikke en optimal løsning.
Kan du hjælpe? Jeg har en hel væg til rådighed (kan eftersende foto og mål), og der må også gerne være plads til ‘nips’, mapper  - og måske brænde?
Jeg håber, du vælger mit spørgsmål til bladet eller bloggen, da jeg forestiller mig, at jeg langt fra er den eneste, der synes, at bøger og støv er et dårligt match.

Mvh Jane

 

De første 2 fotos er før Janes familie flyttede ind, på det 3. er den gamle "gelænderreol" fjernet.

Hej Jane.

Skal jeg forstå det sådan at det er åbningen ned til havestuen, hvor den lave reol stod, der skal laves ny reolløsning på?
Jeg får jo lyst til at bygge en lav, muret base til brænde og så placere en reol til bøgerne på endevæggen.
Det nye murede parti skal så pudses og hvidmales, også pejsen.
Nede i havestuen vil det give jer en højere mur at placere en hyggesofa opad, hvor den gamle lave reol skabte en del uro.
Men som sagt: Hvor meget vil I have lukket af imellem de to niveauer?

Vh Lone

Jane:
Nej, det er endevæggen i stuen bagved spisebordet, som det ses på billedet, hvor vi ønsker en bogopbevaringsløsning .
Vi vil gerne bevare lyset fra havestuen oppe i selve stuen, så der skal ikke være noget, har vi tænkt os.

Lone: Ok. Hvad har I så tænkt jer mht. afskærmning, så man ikke drøner på hovedet ned på klinkerne?

 
Jane: Umiddelbart ikke noget, med mindre du har en god ide?

Kære Jane,
Jamen, så er mit bud sådan her:
Jeg vil holde fast i forslaget om at dele jeres opbevaring op i to, hvor den ene del er at få etableret en lav muret reol som brændeopbevaring og værn.
Det andet er alt for farligt og det er ubehageligt hele tiden at skulle forholde sig til at kunne falde,- børn, fulde folk og gæster...
Muren kan bygges op i gasbeton eller MDf helt som I ønsker det, men den skal være rå og enkel til jeres brænde.
Dybden på ca 40 cm giver god plads til at stille nips, bloklys og en lampe og en højde på ca 60 cm giver stadig masser af dagslys op til spisestue-niveauet.
Den vil fortsat være for lav til at fungere som et reelt gelænder ( der er 90 cm højt), men dybden vil holde folk på afstand, så risikoen for fald vil mindskes betydeligt.
På endevæggen placerer I en stor, høj reol til alle bøgerne, hvor det vil være dels et spørgsmål om budget og dels om udformningen på reolen, der afgør udtrykket.
Det kan være en Ikea løsning med Billy reoler med glaslåger eller Montana / andre moduler med låger, så bøgerne er bag glas..
Det kan også være et stort vitrineskab med glasdøre, - bare I holder bøger for sig og brænde for sig; Dén kombi har jeg svært ved at se for mig.
Ikke mindst fordi du er fokuseret på støv og snavs,- brændet er vist værre end bøgerne i den forbindelse..
Skal der være plads i reolen til jeres mapper, skal den være 30 cm indvendigt, men kan I finde plads til mapperne et andet sted, kan I nøjes med en reoldybde på 28 cm inklusiv bagklædning.

Billederne er af en Billy reol fra Ikea der er lakeret i en klar gul og det dobbelte vitrineskab, som jeg er den heldige ejer af, er et fund på Lauritz.

 

 Bedste hilsener Lone

 

 

 

En trappe til Helle

Der skal findes plads til en trappe imellem stueetage og kælder hjemme hos Helle, men hvor ligger den bedst og hvor fylder den mindst?

 

Hej Lone.

Vi mangler en trappe inde fra huset op/ned fra kælderen.
Tænker om du evt. havde en god ide.
Glæder mig til at høre fra dig.
Har vedlagt tegninger over huset.
Bruger i dag kælderen til kontor.
Vil gerne bruge rummet til værelse.

Med venlig hilsen Helle Søgaard

 

 

Blot for at vise kælderens udstrækning i forhold til stueetagen...

Hej Helle.
Jeg skal lige forstå det rigtigt: Er det carport-arealet, der er ændret til kontor, og som I nu vil lave til værelse og have adgang til?
For ellers er der jo kun det lille inderste, ubelyste depotrum og så er det ikke umagen værd at belaste et rum ovenpå for at lave nedgang...
Jeres alrum / stue er ikke et særlig stort rum og en trappe her kan ikke undgå at forringe indretningsmulighederne.
Og at lave et værelse i kælderens inderste rum lyder som en rigtig dårlig idé. 
Det er hverken tilladt eller tilrådeligt med beboelse i sådan et rum.
Jeres carport der imod kunne bedre bygges om, da der er en fri facade hvor man kan skaffe det nødvendige dagslys og udgang.
Så lad mig lige høre hvad I selv har gjort jer af tanker...
Venligst Lone

 

Hej Lone
Tusind tak for dit hurtige svar. ;o)
Kontoret er i depotrummet i kælderen. Ja det er ikke nemt .
Vi tænkte at man måske kunne tage halvdelen af garagen og lave en form for rum med trappe op til 1 sal.
Eller lukke for indgangen i venstre side (øst) v. terrassen.
Håber det er til at forstå ;o)
Med venlig hilsen Claus og Helle

 

Kære Helle og Claus.

Jeg har to forslag til jer; De medfører begge to at værelset / kontoret kommer ud til kælderfacaden hvor der både er dagslys og mulig redningsudgang.
Den skitserede trappe er en halvsvingstrappe, men da der ikke er nogen mål på jeres tegninger ej heller angivelse af rumhøjder, så skal I selvfølgelig selv undersøge hvor mange trin og stigninger I får brug for i forhold til endeligt valg af trappe.

Halvsvingstrappe

 

I det første forslag lægges trappen så den passer ud for kælderens lille mellemgang, og det betyder at der skal støbes kældervægge under den nuværende hovedindgangs lille tilbygning, for det er i den, jeg lægger trappen.
Det betyder også at den nuværende hoveddør oppe i stueplanet skal flyttes, så den istedet placeres til venstre for tilbygningen.
Glasfacaden med hoveddør ændres til en lukket glasfacade ud for trappen.
Under terræn er muren selvfølgelig lukket…
At lægge trappen her er smart, for den vil ikke genere jeres stueetage, men give en fin fordeling imellem de to etager.
Udfordringen ligger altså i at få tilbygningen ført med ned i kælderniveau.

Det andet forslag er heller ikke så tosset, da det rykker fokus helt ud til kælderfacaden, så I bruger den halve carport til det nye værelse med en trappe der bliver fuldt synlig på facaden, så man får understreget at det er et hus med to fulde etager..
Igen, for ikke at få ødelagt stuens areal, lægges trappen ud i det areal, der i dag er den ene af de to altaner ud for stuen.
Der skal altså sættes en ny glasfacade i, så trappen bliver indvendig.
Værelset nede i kælderen får så dagslys fra en fuld glasfacade hvor trappen delvist går ind foran, men vælger I en let trappekonstruktion, vil den stå grafisk meget flot med glasset som baggrund.
Der vil evt. kunne blive plads til en udgangsdør hvor trappen er længst oppe i rummet eller i det mindste et stort oplukkeligt vindue, så man kan komme direkte ud hvis nødvendigt.

Bedste hilsener Lone

 

 

 

En plan til Hans Henrik.

Af og til udvikler sagerne her på bloggen sig undervejs og det er Hans Henriks mail et godt eksempel på.

 

 

Kære Lone

Vi har lige underskrevet en købsaftale på ovenstående hus.
Huset kræver fuld modernisering. 1.salen er indrettet med soveværelser og bad.
Vi har dog brug for hjælp til stueetagen. Vinduespartiet i 'værelset' vender sydvest og vi kunne tænke os at åbne op ud mod haven og lave en terrasse udenom huset (der er terrasse ud for stuen).
Vi synes at badeværelset ligger dårligt. Det skal alligevel rives ned, så vi tænker om der  er et andet sted til badeværelset?
Og køkkenet? Vi kunne tænke os et køkken alrum, gerne med køkken-ø. Der er fuld kælder så vi vil kunne trække vand etc.
Vi kunne også tænke os et kontor.
Hvad er mulighederne?
Vi hører meget gerne fra dig.
Blot til info, så har vi kigget på billeder af en køkken-ø a la foto. Ved ikke om muligt at implementere, men der er ikke nødvendigvis mure der er hellige etc..
Det var noget vi synes der kunne være fedt, hvis muligt

Mvh,

Hans-Henrik

 

 

Kære Henrik.

Jeg har en noget anden indretning i tankerne, da jeres badeværelse også skal ombygges og ende med en ordentlig indretning.
Det er helt oplagt at placere det med direkte adgang fra hall én på en sådan måde at I udnytter de eksisterende rør- og afløbsinstallationer fra det gamle køkken. Afgrænsningen med den nye væg bliver til venstre for vinduet.
Badeværelsets nye placering gør at køkkenet bliver aflangt og derfor afsluttes helt naturligt ved jeres spisebord, så her vil den ønskede ø ikke få siddefunktionen alligevel.
Kogepladsen med varme og travlhed ved gryderne er placeret længst væk fra opholdsdelen, vasken midtvejs ved et nyt vindue og afslutningsvis et stort vitrineskab placeret direkte ovenpå bordet, så køkkenet bliver ”stuerent” ind mod stuen.
Overfor en højskabssektion og bordplads til maskiner og postbunken.
Imellem de to nye sider er der mulighed for en ny udgang på indgangsfacaden, hvis det er interessant dagslysmæssigt..
Jeg ville flytte ovnen ind i alrummet ved den lille hyggeafdeling, evt. have brændeovn i begge stuer.
Bemærk at jeg foreslår døren fra hallen blændet, så hjørnet bliver møblerbart.
Hallen åbnes så vindfanget nedlægges og den gamle mellemgang selvfølgelig også.
Lad mig høre hvad I synes...

Venligst Lone

 

Hej Lone
Det ser super godt ud. Vi har faktisk selv haft stort set samme tanker, men har nu overvejet at lave et værelse, der hvor du har placeret køkkenet, og placere køkken med kogeø osv, der hvor du har spisebord.
Så have spisebordet i det midterste rum (og stadig rive væggen ned mellem køkken og spisestue) og så stadig beholde opholdstuen og værelse mod øst.
Måske også rive væggen ned ind til opholdsstuen fra spisestuen. Tænker også at lave en dør ud til haven mod vest i køkkenet, da haven ligger derude samt lave en terrasse lige uden for, så den ligesom går rundt om huset.
Ved ikke om du kan følge mine tanker, men hvordan lyder det?

Bedste hilsener Hans-Henrik

 

Sådan her? 

Vh Lone

 

 

Lone,
Ja lige præcis. Udgangen mod vest vil jeg måske placere ved siden af vinduet, så vi får så meget lys ind i køkkenet som muligt.
Hvad synes du om den løsning, er der noget du tænker der måske ikke vil fungere så godt?
Måske vil jeg også rive væggen ned mellem opholdsstue og spisestue og så vil brændeovnen stå mere frit og kan varme begge rum.
Ved ikke om det vil blive for åbent, men det vil være de tre rum vi nok naturligt vil opholde os mest i.
Tror du det giver mening?

Hans Henrik

Hans Henrik, 
Jeg ville bestemt bevare muligheden for at lukke imellem alrum og opholdsstue, så børn og voksne kan fordele sig ved fjernsyn og musik, mens de andre bliver hængende ved bordet.. 
Opholdsrum skal ikke være så åbne at det bliver svært at hygge sig... Overvej at gøre plads til en brændeovn mere ved at lukke døren til hallen som vist?
Hvad skal det lille vestvendte værelse bruges til? Hvis det er familiens hjemmearbejdsplads kan der med fordel sættes glas i døren, så der er visuel kontakt hele vejen ud i haven mod syd..

Lone

 

Lone,
Okay, det synes jeg er et rigtig godt input. Værelset mod vest, altså mod haven, tænker jeg netop skal være et arbejdsværelse.
Værelset mod øst tænker jeg skal være et legerum for børn med lidt sofa (evt en sovesofa til gæster) og fjernsyn osv. og så måske have en dobbelt dør ind til opholdsstuen, så børnene ikke føler at de er langt væk.
Vores børn er 2 og 4 år ved indflytning, så tror de i en række år endnu vil være for små til at sidde alene på 1. sal og lege etc.

Hans Henrik

 

Hans Henrik,
Drop endelig dobbeltdørs-tanken, så I ikke ødelægger både værelse og det rigtig gode hjørne i opholdsstuen at placere sofa / sofaer / lænestole opad..
Ungerne kan sagtens høre jer og ellers slæber de jo bare deres habengut ind i alrummet,- det gør de uden tvivl alligevel ;O)
Med hensyn til køkkenindretningen, så synes jeg at indretningen måske bliver lidt kedelig og langstrakt med den lange ø og spisebordet, der ikke giver mulighed for ret mange andre møbler, da rummet ikke er bredere end 386 cm og passagen på begge sider af hhv. bord og ø skal være i orden.
Øen gør det heller ikke muligt for jer at sætte et rigtig langt bord op til fest når I skal være mange, - men det må I så bruge stuen til.
Den første indretning uden jeres ønskeø giver jer flere muligheder for at udnytte rummet og også have hyggelig plads til ungerne i hverdagen.

Lone

 

Ja det har du nok ret i. Tak for input, det er virkelig super. Vi summer lidt over det

Hans Henrik

 

Ja, gør endelig det.

Mange hilsener Lone