Boligbloggen

På denne blog besvarer jeg læserspørgsmål og giver gode råd og tips om indretning, viser spændende nyheder indenfor boligen, gør opmærksom på nye butikker og på andre, spændende blogs, websites og bøger om indretning samt skriver om de tanker en indretningsarkitekt gør om sit arbejde. I må meget gerne stille spørgsmål herinde om bolig og indretning, kommentere på mine skriverier og selv komme med jeres bedste indretningstips. Har du billeder af dine tips og indretningsspørgsmål kan disse fremsendes til: [email protected] 


Indretning af loftrum

Indretning af loftrum


Nuværende indretning hvor arealet ved den helt uafskærmede trappe ikke rigtig kan udnyttes..

Hejsa,
Vi er lige blevet færdig med en ombygning, hvor vi har fået udnyttet en 1.sal. Vi har nu fået et lækkert rum, men vi kan ikke rigtig finde en optimal indretning til rummet.

Jeg har vedlagt en plantegning over rummet og vil tilføje at der er skrå vægge hele vejen rundt, da vi har valmet tag.
På langsiderne starter de skrå vægge 28 cm fra gulvet - hældningen er 45 grader. I gavlene starter den skrå væg 75 cm oppe og her er hældningen 30 grader.
Derudover er der en trappeåbning og i venstre side når man går op er der en radiator langs væggen. Ligeledes er der en radiator på modsatte gavlvæg og ovenover er der et stort veluxvindue.
Der er ligeledes ovenlysvinduer over trappeåbningen.
Vi skal bruge rummet som soveværelse og har en seng på 140×200 cm, som skal være i rummet. Derudover skal vi have vores tøj og andre ting opbevaret - lige nu har vi 6 kommoder fra Ikea - model Malm til opbevaring af tøj + diverse. Bredde: 50 cm, Længde: 84 cm, samt en høj Loop Stand fra Hay til tøj.

Vi vil også gerne have en hyggekrog, hvor vores børn kan se fjernsyn og spille Wii.
Eneste møbel som skal bevares er sengen…
På forhånd tak og med håb om nogle ideer til indretning.


Hjørnet ved trappen udnyttes nu til tøjopbevaring, så arealet i modsatte ende bliver rummeligt nok til ophold med TV og Wii

Hej Christina.
28 centimeter. Med en så begrænset skunkhøjde kan der ikke stå ret mange møbler, før de ender langt ude på gulvfladen.
Dine kommoder efterlader et hulrum på ca. 40 cms dybde bagved, når de står helt tæt opad skråloftet. Det synes jeg er i orden, når de rummer så megen opbevaring, som det er tilfældet.
Jo lavere møblet er, jo mindre plads bliver der til opbevaring.
Med hensyn til ophold og færdsel, så synes jeg at det skal foregå længst væk fra den åbne trappe. Tøjstativet kan fint stå i hjørnet ved trappen, hvor det kun er jer selv, der skal til tøjet.
Anbring f. eks. et par gulvlamper som værn.
Jeg kan sådan set godt forstå at I ikke har sat gelænder op, - det vil hurtigt virke ude af proportioner i forhold til det lille rum, men helt hensigtsmæssigt er det selvfølgelig ikke.
( Og jeg skal heller ikke nævne at I højst sandsynligt ikke må sove i rummet, da det nok kun er godkendt til midlertidigt ophold? )
Men tilbage til indretningen!
For at forenkle rummet kan I samle kommoderne på den ene langside og i forlængelse af dem placere et nyt, lavt hyldemøbel til skærm og lampe og med plads til Wii, film m.m. i hylden.
Den bygges ret nemt af MDF plader som limes, skrues og males. Pladerne kan I få skåret hos trælasten på mål.
Den viste placering af seng og møbler vil give jer det størst mulige gulvareal til ophold.
Hvis I mener der er plads, kan I tilføje et par ikke så voldsomme gulvpuder i hjørnet.

Bedste hilsener Lone

Nyt liv til brændeovnen

Nyt liv til brændeovnen

Spørgsmålene der kommer til Bo Bedres brevkasse og bloggen her, er ret så årstidsbestemte og selvom sommeren er fuldstændig vidunderlig med alt hvad der hører sig til af impulsive aftaler og udflugter, sommermad og masser af udeliv, så er jeg ikke fri for at glæde mig til kommende aftener med stearinlys, simremad og bagning, gode bøger og hvis jeg ellers havde haft en: Knitren i pejsen.
Lone har sendt en mail. Hun har nemlig en brændeovn og den vil hun gerne have moderniseret…

Hej. Jeg vil høre om i har en god ide til nyt design til vores brændeovn som jeg synes er vildt grim og meget stor. Vores stue er 45 kvm og den står lige knap midt på en lang væg.
Der er højt til loftet i denne side. Store vinduer til modsatte side.

Med venlig hilsen
Lone D.


Tung, måske ja, men gedigen og grundigt håndværk..

Kære Lone.
Det er helt sikkert lidt af en bamse, - jeres brændeovn, men den er for så vidt meget fint tilpasset rummet og væggens længde, højde og drøjde.
Hele huset og arkitekturen er jo gennemgående tung og gedigen med de murede vægge, så det er nok mere en justering, der skal til for at lette det hele lidt.( Jeg går nemlig ikke ud fra at pudsning og maling af alt murværket er i spil.)
Jeg synes at I kan gøre hele konstruktionen lidt lettere ved at pudse skorstenen og basen op og male begge dele hvid. Midterdelen / røgfanget i beton synes jeg er en rigtig fin detalje, så lad den blive som den er.
Gulvfliserne lever vist lidt deres eget liv, - farven og mønstret er måske ikke det bedste til de gule mursten, så her kunne I overveje at skifte dem til en helt stilfærdig betonflise, der passer til pejsens betonhat..
Jeg har bestemt en holdning til væg-til-væg gulvtæpper, - måske ville det gøre rummet enklere med et trægulv?
En anden ting der vil gøre godt i stuen i forhold til brændeovnen er at fjerne småmøblerne omkring den; På den måde bliver der ro og fokus bliver på murstenenes spil i væggen og ovnen bliver væggens samlende punkt.
Istedet for at forsøge på at skjule ovnen og gøre den mindre, vil den faktisk virke mindre dominerende ved at få plads.

Bedste hilsener Lone

Midlertidigt babyværelse

Midlertidigt babyværelse

Jeg husker tydeligt hvordan jeg og kæresten listede rundt og hverken turde høre musik eller skrue op for fjernsynet, da vores dreng var helt lille bitte.
Indtil den aften hvor årtiets længste og højst larmende tordenvejr lagde sig til rette lige over vores fjerde sals lejlighed og den blidt slumrende unge ikke så meget som rynkede et bryn!
Sophie har på samme vis et spørgsmål omkring nattero og muligheden for et midlertidigt gennemgangs- baby soveværelse.

Kære Lone
Jeg kunne godt tænke mig hjælp til at indrette et “midlertidigt” børneværelse. Vi har fået en lillebror og har brug for et børneværelse.
Vi har et ledigt værelse i huset, som vi bruger som gæsteværelse, men det ligger nede i den anden ende af huset, så det er alt for langt væk.
Storebror er 4½ og ikke pt. interesseret i at flytte værelse så langt væk. Men lige ud for vores soveværelse er der et gennemgangsrum - det har engang været en entre, nu bruger vi det som arbejdsrum. Vi kunne godt tænke os at det rum blev lillebrors, indtil storebror er stor nok til at flytte ned i den anden ende af huset.
Men hvordan gør vi det bedst muligt, så det bliver godt at opholde sig i og især at sove i?
Der skal være plads til en tremmeseng - og måske senere en juniorseng.
Vi har også et dejligt møbel, som vi bruger som puslebord, - et køkkenmodul fra Ikea og målene er 92×66 cm. Måske kan det flytte med, men det er ikke afgørende.
Rummet har mange udfordringer: Døre til gang, stue/køkken og soveværelse samt en dør ud til forhaven - den bruger vi jævnligt, men det er ikke her vi kommer ind med sko og støvler! -
En stor gammeldags radiator samt et indbygget skab er her også.
Vi kan ikke rigtig ændre på de ting, da boligen er en embedsbolig, så det ville være temmelig besværligt.
Håber det kan lykkes!
Venlig Hilsen Sophie


Støjdæmpning via sutsko og tæppe er nok en rigtig god idé

Kære Sophie.
Vi har jo mailet lidt frem og tilbage og vendt andre muligheder, såsom at lade jeres baby sove sammen med storebror i bedste Peter Pan stil og så indrette gennemgangsrummet til legeværelse.
Jeg er kommet frem til denne løsning, som måske ikke er optimal, da jeg gerne vil flytte skabet, som du ønsker at beholde i hjørnet.
Rummet er vel i det hele taget ikke optimalt at bruge til soveværelse, så måske kan jeg få jer til at godtage denne lille ændring for at få et bedre sovehjørne til baby.
Selvom du skriver at I ikke behøver at bruge udgangen efter sengetid, er der stadig færdsel til jeres stue og køkken igennem værelset samt selvfølgelig soveværelset, så alt andet lige skal rummets ene 1/3- del skærmes mere eller mindre af, så baby kan sove i fred i de andre 2/3..
Ved at flytte skabet og placere det som vist, får I dels opbevaring af bleer, m.m. på plads og så får I en niche til sengen, så der bliver mere ro.
Gør skabets bagside pæn med en plade og maling, så den fremtræder som vægflade.
Skal der yderligere skærmes af for lys, når I åbner dørene til de tilstødende gemakker, kan I montere et let forhæng fra skab til ydermur, som kan lukke nichen delvist af.
Det må ikke være for tæt, så det er fint at det følger højden på skabet, så der kommer luft ind over.
På modsatte væg placerer I puslebordet og en række hylder ovenover til diverse pusleting og lidt legetøj.
Her kan I placere en klemspot et strategisk godt sted, så der er et lille, fokuseret lys, når I skal skifte ble om natten.
Ophold bliver der ikke plads til, - yderligere småmøbler vil stå i vejen.
Det kan evt. være en rigtig god idé at lægge en støjdæmpende løber i ganglinjen, så I ikke behøver liste helt så meget.


De gamle Juno senge eller nye tilsvarende udtrækssenge f. eks. fra Noah beds er superfine, da de kan følge med barnet fra nyfødt til 4- 6 års alderen, afhængig af barnets størrelse

Sammenlægning af to lejligheder.

Sammenlægning af to lejligheder.

Kære Lone.
Vi er så heldige at vi kan købe nabolejligheden, så vi nu skal i gang med at lægge sammen og indrette os med masser af herlig plads. Den nye lejlighed har to værelser, mens vores er en fire-værelses.
Vi har en dreng på 4 og venter tvillinger, så timingen kan næsten ikke være meget bedre.
Vi står så med 6 rum, to køkkener og to små badeværelser og du må MEGET gerne hjælpe med et godt bud på en optimal indretning, hvor vi ønsker os 4 værelser/ soverum og et stort alrum og opholdsstue. Vi vil meget gerne have et større bad og så ved vi ikke om det kan lade sig gøre at få det ud til facaden, -det er nok ikke helt ”rimeligt” at bruge et helt køkken på det, men du har nok et forslag eller to?

Bedste hilsener Eva og Mikkel.


Den tilkøbte lejlighed er den øverste med to værelser og helt identisk køkken og bad


Efter ombygning ligger fællesrummene i midten så lejligheden bliver gennemlyst og rummelig

Kære Eva og Mikkel.
Tillykke med udvidelsen. Det bliver da herligt med mere plads, - og så uden at flytte!
Tilrettelægger I ombygningen lidt smart, så skal I nok kunne blive boende undervejs, måske med en enkelt uge i lånt sommerhus…
Jeg vil foreslå at det nye køkken ombygges til bryggers og bad.
Med vasketøj, opbevaring og indkøb til en familie på 5 vil et godt bryggers være fantastisk at have, så det ville jeg prioritere højt.
Bryggers ligger med adgang fra køkkenet og badeværelset med adgang fra en lille ny gang, som adskiller badet fra værelset, så det ikke bliver et gennemgangsrum.
Skorstenen for enden af væggen bevares så I eventuelt kan søge tilladelse til at tilslutte en brændeovn, - en rigtig hyggelig ting at have i et spisekøkken!
Vil I have ”åbnet” den lille, nye gang, kan I isætte et indvendigt glasparti i den nye væg, så I kikker ud på værelsesvæggen;
Det gør ikke alrummet større men optisk flyttes kikket jo alligevel længere ud og værelsesvæggen kan rumme nogle flotte lamper og billeder som det er fint at kikke på fra spisepladsen..
Badet indrettes med toilet og vaskebord på eksisterende installationer og med en stor bruseniche i det spidse hjørne, hvor der er direkte udluftning via det lille vindue.
Køkkenet, - jeres nuværende, åbnes ved at jeres eksisterende bad nedlægges, så I får et dejligt, stort alrum med ny, bredere åbning mod gangen og jeres opholdsstue, der nemlig placeres lige overfor, så I kan få gennemlyst lejligheden.
De fire værelser ligger nu to og to sammen på hver side af fællesarealerne og for at udnytte den lange gang er der indrettet et stort skabsrum for enden.

Bedste hilsener LOne

Frikke goes to Odense

Frikke goes to Odense

Mine venners skønne datter er ligesom min egen blevet student i år og skal starte på Syddansk Universitet i Odense og hun har været heldig at få en bolig ikke langt fra skolen; 46 m2 fordelt på bad, entré og et stort rum med åbent køkken.
Frederikke har selv lavet et forslag med sin seng placeret bagved en reol-rumdeler, en fatboy som sofa og et åbent tøjstativ, ( Det er lækker stil, synes pigerne ), men som hun selv siger: Jeg er nok lidt bundet af at den tidligere beboer havde indrettet sig cirka sådan..
I fællesskab gik vi i kødet på plantegningen og jubii, - det spritnye Ikea katalog og det kom der en lidt anden og mere praktisk indretning ud af.


Frikkes indretning


Og sådan cirka bliver det

Med så lidt plads synes jeg nemlig at en dobbeltseng OG en sofa fylder for meget, så brug sengen som divan og opholdsplads i dagtimerne med et par smukke tæpper og store puder smidt over dynerne. En vægspot giver læselys midt på den lange væg.
Et stort marokkansk te-fad kan f. eks. bruges i sengen til frasætning.
Kommer der besøg, eller der skal lidt bedre rygstøtte til, er der god plads til en lænestol i hjørnet med et lille bord og en god læselampe,- der kan drejes og også give lys ved sengen/divanen. Et lækkert naturskind gør stolen magelig og hyggelig.
I stedet for den åbne reol foreslår jeg Frikke at købe to vitrineskabe med låger.
De kan rumme bunker af både sammenlagt tøj, mapper, bøger, æsker osv. og det roder eller støver ikke, når der er døre for.
Er det ikke helt nok opbevaring, kan der monteres 3 eller 4 reolkasser som en lodret ”streng” imellem seng og entré. Det giver plads til pudsegrej, sko, el-pærer, flåede tomater, toiletpapir osv., samtidig med at det også deler den lange væg lidt op.
Spisebordet skal fungere som arbejdsplads til daglig og kunne udvides til flere gæster. Jeg foreslår Frikke at købe en god stol til sig selv med armlæn og måske en hynde i samt 3 lettere gæstestole som skal kunne komme helt ind til bordet, så de ikke tager unødig plads op.
Der kan også blive plads til det ønskede tøjstativ og et højt figurspejl, men så er der heller ikke plads til mere!

Indkøbsliste fra Ikea:
2 vitrineskabe i sortbrun: Hemnes
Vægskabe: Bestå
Lænestol i sort rattan: Storsele eller den nye Br. Bouroulec-look alike- lænestol Ammerö
Spisebord i eg: Tranetorp. ( 90 × 143/203 cm)
Frikkes stol: Nyhed. PS 2012 armstol i træplastkomposit, designer Marcus Arvonen
Spisebordslampe og vægspot: Nyheder: Hektar,mat sort.
Plaider og puder i sort-hvide striber med en varmere kontrastfarve i beige/ pudder/ blomme/petroleum.
Måske et rundt gulvtæppe: Bälum ø195 cm i varm beige.


Grafisk stærke mønstre kan gøres blødere med en varm farve oveni, - beige, blomme…

En tur til Færøerne

En tur til Færøerne

Hej Lone,
Kom forbi din blog på Bo Bedre siden og fandt den meget interessant.
Så jeg vil tillade mig at bede om tips og vejledning vedrørende indretning af vores køkken.

Vi er en familie på to voksne og tre børn (7, 5, og ½ år), som er i gang med at bygge hus,
men vi kan ikke rigtig finde ud af at indrette vores køkken / alrum. Så vi ville blive rigtig
glade for din mening.
Jeg vedlægger en plantegning af vores hus. Bemærk venligst at den
indretning, som er tegnet ind, er kun idéer.

Køkkenet vil blive brugt meget til madlavning (bagning, osv), så det skal være praktisk og
have en god arbejdsplads. I højre hjørne er der planlagt et spisekammer -
(der er ikke isoleret tæt ud til højre side, så spisekammeret skal forblive køligt).
Størrelsen af dette rum er ikke fastlagt.

Ind til stuen skal der være en dobbelt skydedør med vinduer og til bryggers skal der
ligeledes være en skydedør. Vi er fleksible mht. placering og bredde af døre og også vægge hvis det skal være…
Årsagen til den dobbelte skydedør, er at køkken og stue skal kunne fungere som et rum
til tider, men at man så kan lukke døren på andre tidspunkter…
Til specielle lejligheder har vi mange gæster, så der skal være siddepladser til 12 (i stuen?), men til daglig er vi kun os fem + evt. legekammerater. Køkkenets areal er 18,4m2 (4130 × 4363), men der må gerne udvides evt. til stuen eller andet.

Hvis du har brug for yderligere information, står vi til rådighed.
Vi bor forresten på Færøerne…

Håber på at høre fra dig.
med venlig hilsen
Durita og Mainhard


Arkitektens forslag; Ud over køkken og stue var der et par andre detaljer, som sprang i øjnene


Nuværende forslag


Mit forslag til køkken og stueindretning, - fadeburet er selvfølgelig intakt


Og et alternativ til stuens møblering, hvis I gerne vil sidde ved vinduet i et af rummene..

Kære Durita.
Helt umiddelbart ser det ud som om jeres arkitekt måske har overfokuseret på jeres udsigt?
Køkken og stue er begge indrettet med spisebordene op ad vinduerne og det er da også godt, men jeg synes at rummene kan indrettes bedre.
Når I lægger vægt på en masse familieliv i køkkenet, skal der være god plads til spisning og børn, der hjælper med og jeg vil da synes at den arbejdsplads, hvor man bruger allermest tid, - nemlig ved vasken, skal hen til vinduet. Omkring det store bord kan der også snittes og hakkes..
Fadeburet er selvfølgelig genialt. I min opstilling får du et skuffeelement mere end i den oprindelige plan.
Spisepladsen kan I så indrette inderst med en lang, hyggelig bænk og stolepladser, så I nemt kan sidde 8 i køkkenet, - der er jo hurtigt fyldt op med bare jer selv og et par legekammerater. Samtidig synes jeg at der godt må være forskel på stemningen omkring de to spiseborde, så køkkenpladsen bliver mere afslappet og uformel.
Bordene og stolene kan sagtens være ens til begge rum, - det vil jo være oplagt, når I skal være mange at det passer fint sammen, men puder og hynder i bænken og lamper osv., kan lave en anden stemning i køkkenet.
Snak med arkitekten om at lave skydedørsåbningen så bred som muligt, - jeg har angivet en 60 cm og en 140 cm dør, så hullet kan blive 2 meter.
Det gør at I kan sætte bordene sammen igennem åbningen, og supplere med endnu et bord, så I kan sidde rigtig mange som ønsket. ( I kan også vende bordene på den anden led i stuen og blot flytte lænestolene ind til siden)
I stuen virker det mest naturligt at sidde i sofagruppen i venstre hjørne, fordi man så kan sidde og have et godt oveblik over rummene og det betyder at I skal overveje enten at flytte døren til højre side af stuen eller lave endnu en dør dér, så sofagruppen ikke generes af en dum ganglinje. ( Bemærk at den oprindeligt tegnede dør til venstre skal vendes, så I ikke skal udenom døren, når den står åben…)
Jeg har lavet endnu en lille skitse af stuen, hvis I alligevel foretrækker at spisebordet bliver ved vinduet, med den gode udsigt!
Sofagruppen drejes så fladskærmen kan komme op at hænge på væggen til entreen på et drejebeslag, så alle ser godt fra deres pladser.

Bedste hilsener LOne