Stue med spildplads

Af og til gør ganglinjer og dørplacering det rigtig svært at udnytte pladsen ordentligt…

 

 

Kære Lone Barslund.

Vi har et dejligt funktionelt hus fra 1953, som vi har haft i 20 år.
Køkkensiden vender mod øst-nordøst og stuesiden mod vest-sydvest.
Der er to etager og fuld kælder. Det har lidt smalle dimensioner nogle steder, men det har vi fået løst efterhånden - undtagen i dagligstuen i stueetagen.
Især den ene ende, som har en stor åbning ind til køkken/spisestue og en dør ud til gangen midt på den ene langvæg, kommer til at virke som en slags korridor mellem sofagruppen i bunden af stuen og spisebordet i spisestuen.
Der har tidligere stået et chatol langs væggen ud mod gangen og en londonsofa under vinduet tættest ved spisestuen.
Har du mon et forslag til indretning? Vi har en stor hjørnesofa og en 2 personers sofa samt et sofabord, som ikke skal udskiftes.
Og der er en fuld reolvæg på væggen ind mod spisestuen, som også skal bevares.
Man kan ikke rigtigt flytte døren fra gangen til et andet sted.
Ellers er vi åbne for ideer og forslag. Der er et skønt kig til grøn have og blå himmel fra de tre vinduer.
Derfor er sofagruppen vendt mod vinduerne og tv er så tvunget til at være placeret mellem 2 af vinduerne.
Ift tegningen så er væggen mellem køkken og spisestue i øvrigt delvist fjernet, så de to rum hænger sammen nu.
Der er desuden bygget en stor asymmetrisk træterrasse foran spisestuen, og der er opsat en lille brændeovn i spisestuen i tilknytning til skorstenen.
Vedlagt foto af oprindelig tegning af stueetagen. Samt et par fotos fra stuen.
Spændt på at høre fra dig.

Mvh Ulla Selfort

 

 

Kære Ulla.

Jeg kan tydeligt se hvad du mener med ”korridoren”,  da næsten halvdelen af stuen går til spilde på grund af dørens placering ud til gangen.
Ifølge plantegningen burde I kunne flytte døren?
En anden ting, der forstærker indtrykket af den alt for opdelte stue er jeres lille sofa, da den helt bogstaveligt vender ryggen til al den dejlige plads. 
Hvis I ikke flytter døren så vil jeg foreslå at I laver en lidt blødere og løsere møblering med den lille sofa flyttet hen på væggen imellem entrédør og reolvæg og i stedet for stiller lænestolen lidt på skrå ved sofaen, så man kan se fjernsyn og have fra den også. Se skitsen.
Den lille sofa kan nu benyttes til en lille pause med avis og kaffe, mens der ses fjernsyn fra vinkelsofa og lænestol.
En anden ting der med fordel kan laves lidt om, er endevæggens hylde, der vil hænge meget bedre en hel del lavere, nemlig 50 til 70 cm over gulvet.
Den nuværende højde skærer væggen over og gør det svært at bruge vægfladen til ophængning af større ting.
Komplimenter i øvrigt til jeres fine bogreol, der ikke fylder meget men giver masser af gode hyldemetre.

Bedste hilsener Lone

 

Boligbloggen

På denne blog besvarer jeg læserspørgsmål og giver gode råd og tips om indretning, viser spændende nyheder indenfor boligen, gør opmærksom på nye butikker og på andre, spændende blogs, websites og bøger om indretning samt skriver om de tanker en indretningsarkitekt gør om sit arbejde. I må meget gerne stille spørgsmål herinde om bolig og indretning, kommentere på mine skriverier og selv komme med jeres bedste indretningstips. Har du billeder af dine tips og indretningsspørgsmål kan disse fremsendes til: [email protected] 

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter