Stue med niche

Stue med niche

Kære Lone B.,
Vi vil gerne have et par gode råd til en stor stue som virker lidt usammenhængende: Sort lædersofa i en hyggelig niche og 2 siddegrupper med hver to lænestole og sofabord: Den ene bruger vi til en stille stund når vi mødes efter arbejde og den anden kan rykkes sammen med sofaen, hvis vi skal være flere.
TV´et hænger lidt sjovt, men vi bruger det sjældent.
Fra stuen er der en skøn udsigt over have og bagvedliggende skov.
Lænestolene nærmest reolsystemet er Wegners Ch 28 i eg, mahogni og sort læder og de andre er runde polstrede i gråligt betræk. Vi ønsker os også et nyt sofabord og har set på Flower fra Swedese, - hvad synes du?


Sådan er stuen møbleret nu

Jeg synes i hvert fald ikke at I udnytter jeres skønne rum efter fortjeneste!
Når man står i døråbningerne, ser man kun de to stolegrupper, som jo giver lidt associationer til ( pænt) venteværelse og det inviterer ikke rigtig indenfor.
Jeres sofa ser man slet ikke, så stuen virker umøbleret og ubrugt.
Desuden er der slet ikke tænkt i udsigten fra nogen af jeres siddepladser, - enten kikker I ind i rummet eller ind på en væg.
Jeg vil foreslå at I gør sofa-opholdsdelen meget mere synlig ved at trække den ud i rummet i stedet for at den skal gemmes væk i nichen; Sæt de to skønne Wegner stole sammen med sofaen og det nye sofabord, - Flower er et super godt bud og passer fint til jeres møbler og til rummet, da det både er stramt i designet og blødt på samme tid,- godt set! Fra sofaen er der desuden det skønneste kik til have og skov og vil I se TV, kan det kun blive bedre med et drejebeslag men samme placering.

Wegner CH 28

Stuens nye møblering udnytter pladsen og de skønne kik og sofagruppen får lov at fylde og får stuen til at virke mere indbydende og hyggelig.

I har 3 forskellige tæpper,- et olivengrønt med høj luv og så de to vævede, som er ens men med omvendte farver i hhv. tæppe og kantbånd: sort og brun. Brug de to vævede sammen under sofagruppen og vend det ene på langs, så det rækker ind mod nichen og får den del af stuen med, samtidig med at lænestolen her også får tæppe under sig.
Få en snedker til at lave en 50 cm dyb og 5 – 6 cm tyk hylde til nichens bagvæg i samme Oregon pine som jeres gulv, og monter den ca. 40 cm over gulvet og brug den til lampe, nips og som bund for jeres malerier.
For at gøre det hele lidt blidere i farverne kan I til alt det sorte indkøbe nye puder i diverse naturfarver, strik og pels og måske et Gottlands- fåreskind til sofaen og en gyldenbrun marokkopude, - sådan en kan man altid bruge!
I den anden ende af rummet ville jeg kombinere det eksisterende reolsystem med jeres musikanlæg og de høje højtalere og under ende-vinduet i stedet for musikmøblet placere et konsolbord eller lignende. Højtalerne er simpelthen for synlige som de står nu, og ved at placere dem på siden af reolen får I lyden direkte hen mod lænestolene.
Den lille bøgetræsreol som I har væghængt imellem dør og niche kan I give en gang sort træbejdse, så den også kommer til at passe til de andre møbler.
I har standerlamper nok og de er nu placeret hvor der er brug for dem, - nemlig ved siddepladserne som godt læselys. Desuden vil det være godt med en pænt stor bordlampe i nichen.

Flower fåes i to størrelser

Boligbloggen

På denne blog besvarer jeg læserspørgsmål og giver gode råd og tips om indretning, viser spændende nyheder indenfor boligen, gør opmærksom på nye butikker og på andre, spændende blogs, websites og bøger om indretning samt skriver om de tanker en indretningsarkitekt gør om sit arbejde. I må meget gerne stille spørgsmål herinde om bolig og indretning, kommentere på mine skriverier og selv komme med jeres bedste indretningstips. Har du billeder af dine tips og indretningsspørgsmål kan disse fremsendes til: [email protected] 

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter