Hej Lone Barslund
Først, - tak for boligbloggen, - jeg finder rigtig mange gode ideer til videre brug :-)
For ca. 2 år siden købte jeg et lille, nyere hus. Vinklen på stuen blev inddraget til mit soveværelse, med en ny væg, således at husets eneste værelse er til min søn.
Jeg har vedlagt tegning af stuen samt billeder som den nu ser ud.
Gardinerne fra Botex var næsten nye og dem "arvede" jeg med huset, - de bliver hver aften trukket for - det både hygger og skærmer for at der kan ses igennem hele huset.
Som sofaen står nu, sidder man med ryggen til stuedøren - og det føles forkert – og ikke særligt velkomment..
Det store spørgsmål:
Jeg trænger til en ny sofa - men kan ikke finde ud af om det skal være hjørne, 2 sofaer, sofa og stole etc...
Jeg synes også at det er svært at placere møbler i den smalle stue, hvis man også skal kunne sidde ordentlig og se TV.
Håber virkelig, virkelig at du kan hjælpe, - har selv brugt de 2 år på at komme på noget - uden held....
Hilsen Ghita



Kære Ghita.
Din stue måler uden de to karnapper 6,4 x 4,4 meter = 28 m2 og altså en ok størrelse, men det er rigtigt at stuen virker ret mørk og klemt og det skyldes jo sofaen, der dominerer rigtig meget – og så dine arve-gardiner! Mønstret er i sig selv meget voldsomt og så sidder gardinskinnerne faktisk sådan at gardinet lukker karnappernes areal ude, når de er trukket for, og det gør stuen meget mindre.
Jeg synes at du skal skille dig af med dem i en fart og i stedet vælge nogle nye, helt lyse stofgardiner, der monteres inde i karnapperne, så de følger glassene, eller du kan vælge persienner eller plissez-gardiner, der fylder lige så lidt som persienner, men er et foldet stykke stof der også håndteres med snore eller stænger. Se f.eks. www.house-of-blinds.dk
I stedet for at sidde med ryggen til indgangsdøren, hvilket du heller ikke bryder dig om, kan du placere to nye sofaer i vinkel som vist og sætte lænestolen til, så du åbner udad i rummet i stedet. Vælg lyse og relativt spinkle 2- ere, max 200 x 85 cm. Placeringen kræver at fjernsynes flyttes hen på den anden side af karnappen og evt. monteres på et drejebeslag i stedet for på det 3-kantede tv-bord. Farveholdningen i stuen bliver nu natur, hvid, creme, brunt træ, mørkegråt læder og hertil kan du supplere med brune, rosa og grå farver på puder, plaid og forskelligt nips.
Det er ok at sidde med ryggen til din soveværelsesdør, hvor der ikke er uventet trafik og det giver dig et nyt roligt hjørne til din arbejdsplads.
Den store reol og dit chatol bliver selvfølgelig stående, men jeg synes du skal finde plads til de to kontor- jalousi-skabe et andet sted.
Som en sidste ting, som er en lidt større operation, kan du overveje at male loftet hvidt, hvilket vil give meget mere lys og højde til det lidt lavloftede rum.

Ghitas stue før

Ghitas stue efter










