Vi er ved at få bygget hus - 180 dejlige kvadratmeter i 2 fulde plan og med skøn udsigt til mark og skov fra stuen på 1. sal!
Vores problem er, at vi ikke ved, hvordan vi skal indrette stuen, der har ganske lidt væg-plads, idet der er store vinduespartier, som går til gulvet.
I stueplan har vi foruden køkken/alrum en lille stue, der er tiltænkt børnene, hvor de kan lege og se fjernsyn. Vi vil derfor gerne have at stuen ovenpå bliver en "voksen-stue", der emmer af hygge og stil. Hvordan indretter vi os, så vi både kan se fjernsyn og nyde udsigten og hinanden?
Det store 3-fags vinduesparti mod vest går helt til gulvet. Det samme gør de to døre mod syd. De åbnes ud af, hvorfor der bliver en indvendig glassikring. Det sidste vindue mod syd er et "normalt" vindue. Førstesalen er en fuld etage, altså ingen skunkvægge eller skrålofter. Når man går op ad trappen er der på venstre side en halvvæg, som er 95 cm høj. Vi regner med at vælge ask på både trappe og gulv.
Hvad angår møbler, så kommer vi nok til at købe en del nyt, idet vi kommer fra en mindre lejlighed. Derfor er der ret vide rammer for indretningen. Vi vil dog gerne have en sofa, så vi kan sidde sammen, når det skal være lidt hyggeligt. Vi skal købe et 40 tommer fjernsyn, og så har vi en hvid reol med bøger, den er 115 bred og 225 høj.
Vi har 2 Wegner spisestuestole med armlæn, som evt. kan bruges i stuen. Herudover en safaristol i brunt læder. Og et firkantet Wegner sofabord 87 x 52 cm.
Vi kunne godt tænke os et lille skrivebord i stuen til den bærbare computer, så den har en fast plads (som det er nu står vores bærbare alle mulige forskellige steder og bidrager til rod..).
Hvad angår lamper, så synes vi det er rigtig svært til en stue. Her må du også gerne komme med gode idéer:)
Vi glæder os meget til at høre fra dig!
Mange hilsner Ane og Morten, Tølløse
Kære Ane og Morten.
Det vigtigste er at få fornemmelsen af komfort og hygge frem i et rum med så meget glas, og hvor ganglinjen til værelset bestemmer møbleringsmulighederne i forhold til fladskærm og udsigten i jeres stue,
Jeg har lavet 3 skitser:
Plan A hvor alle jeres eksisterende møbler samt ny sofa på 200 x 85 cm og et sortbejdset Stockholm konsol-skrivebord er med og placeret i forhold til de to store kik, der er mod vest og syd. Det er vellykket med konsolbordet bag sofaen, der giver kik mod vest, når man sidder her, men sofaen er lidt klemt. Fladskærmen er monteret i hjørnet, hvilket vil begrænse størrelsen.

Plan B virker ikke så stiv med sofaen ude på gulvet, dobbelt reolplads, ( I skal så anskaffe jer en magen til den gamle), konsolbord opad væggen mod værelset og safaristolen placeret med ryggen delvist mod vest-udsigten. Skrivebordsstolen vendes, når I skal være mange foran skærmen. Skærmen kan flyttes fra hjørnet og hen på væggen til højre for dørene.

Og så er der Plan C, hvor sofaen er udvidet med en halv meter mere i længden og en chaiselong-del eller stor puf til. Hertil safaristolen og en af de lette stole ved konsolbordet.
Hvis I vil forstærke det magelige udtryk, kan I gøre det ved at møblere med flere mindre borde i stedet for Wegner- bordet.
Fladskærmen er her flyttet ud fra hjørnet og hen på væggen mod syd, hvilket betyder at I bedre kan få plads til en større skærm. Et drejebeslag er en god idé både til Plan B og C.

Med det lyse asketræsgulv og dagslyset fra de store glasflader, synes jeg I skal bruge rustikke materialer og overflader med farvemæssig varme, f. eks. et ryatæppe med halvlang og hyggelig luv, som skal være mørkere end jeres asketræsgulv så det tydeligt samler møblerne, vævede og strikkede puder og et par gode plaider og evt. et lammeskind til en brun, grå eller meleret sofa. Kik på jeres stole og find meget gerne den gyldne farve derfra til noget af det nye. Det kan også være en god idé at give bagvæggen mod værelset en varm brungrå farve, så I får en "bund" i indretningen.
Se f.eks. NCS S 4005-Y20R eller NCS S 4000-N.
Mht. lamper er det en god idé at mikse belysningen ved at blande standerlamper med gennemskinnelige skærme med mere stringente lamper som f. eks. Tolomeo, Bestlite eller Fortebraccio. Brug IKKE sparepærer med deres mangelfulde lysgengivelse men nye halogenpærer med dæmper. Se også efter LED pærer med fatning, - de skulle være på vej.
Bedste hilsener Lone










