Skab rum for velvære på dit badeværelse

Hvad bør man tænke på, før man fikser badeværelset?

15. september 2017 af Linn Carin Dirdal

Renselsesritualet har dybe rødder over hele verden. Japanerne sværger til de varme bade "onsen", tyrkerne har deres hamam, mens finnerne fordamper stress og stivhed ud af kroppen i saunaen. På vore kanter tyer vi gerne til et luksuriøst spa, hvis vi har brug for at slappe lidt ekstra af, og den samme spa-følelse ønsker vi i stigende grad at genskabe hjemme hos os selv. Mens nogle installerer dampbad, foretrækker andre at læne sig tilbage i et delikat, fritstående badekar fyldt med plejende badesalte.

Fliser er fortsat det mest brugte og bedst egnede materiale til badeværelset, men størrelsen vokser og giver eksklusive og næsten fugefrie flader. Flere og flere vælger også marmor og beton, mens japansk inspirerede toiletter med vaske- og tørrefunktion gør sit indtog på markedet sammen med armaturer og afløb i et utal af forskellige overflader, som gør det muligt at sætte egen signatur på alle badeværelsets elementer. Badeværelset er dog et af de rum i hjemmet, som oftest giver anledning til omfattende skader, der er dyre at udbedre, og derfor må fantasien styres af en række hensyn, som skal tages til et rum udsat for stor fugtighed, lyder det fra Tine R. Sode, fagekspert hos Bolius, Boligejernes Videncenter.

– Vælger du at renovere dit badeværelse, skal du sørge for, at det lever op til lovkravene. Det gælder særligt konstruktionernes vandtæthed. Man skal også være sikker på, at der er tilstrækkelig ventilation i rummet, og rent arkitektonisk skal man sørge for, at indretningen og overfladerne kan holde i mange år. Badet er det absolut dyreste rum i hele boligen, så man skal fremtidssikre det.
Et nyt bad kan hurtigt koste 200.000 kr., forklarer Tine R. Sode.

Det er med andre ord vigtigt at vælge både fagfolk, materialer og møbler med omhu. Men hvad skal man vælge, og hvor skal man begynde? Det tager vi fat på i denne måneds udgave af Indretningsskolen.  

Vægge og gulv

Laufen væg og fliser
© Laufen
Aspen fliser
© Aspen
Copenhagen Bath natursten fliser
© Copenhagen Bath

Før man lægger fliser eller andet gulv på badeværelset, er det vigtigt at sikre, at badeværelsets grundelementer som fx faldet til afløbet og eventuelle varmekabler er i orden. Selve overfladematerialet skal være skridsikkert og let at holde rent, mens det skal kunne holde til fugtpåvirkning og varierende temperaturer.

Fliser er stadig det mest brugte på badeværelset, men flere vælger også beton og marmor – eller fliser med beton- og marmor-effekt. Før du bestemmer dig, er det vigtigt at vide, hvilke egenskaber de forskellige materialer har, lyder det fra Daniele Bonvicini fra flisefirmaet Bella Studio i Oslo.

– Mange typer marmor er næsten som en svamp og skal vedligeholdes og imprægneres, og går man i panik over små revner, skal man ikke vælge et naturmateriale. Natursten er levende materiale, som vil stabilisere sig med årene og få en pæn patina. Fliser har ikke den ekstra levende effekt, men mange vælger fliser, fordi det er vedligeholdelsesfrit og giver et perfekt resultat første gang. 

Belysning

VIPP belysning
© VIPP

Rigtig belysning er alfa og omega på badeværelset. Har du mulighed for det, skaber et ovenlysvindue de bedste forudsætninger for naturligt lysindfald, og med lamper på hver side af spejlet undgår du skygger ved barbering. eller når der skal lægges makeup. Et godt oversigtslys i loftet er også nødvendigt til rengøringen, og så skal lyset være godkendt til brug i et vådrum.

– Man kan også arbejde med indirekte belysning, hvor lyset er integreret i loftet eller under skabene. Det er med til at skabe den hotel-stemning, som mange ønsker sig, siger indretningsarkitekten Tine Hundrup.

Møbler

Boffi badeværelsesmøbel
© Boffi
Copenhagen Bath bord
© Copenhagen Bath
Hafa opbevaring
© Hafa
Ex.t skabe
© Ex.t

En af de stærkeste trends er at indrette badeværelset med møbler, lamper og accessories, vi tidligere ville sætte i stuen, så badet bliver et leverum. Det kræver naturligvis et rum af en vis størrelse, men kan skabes med få elementer. Selve badeværelsesmøblet findes til enhver smag. Nogle vælger en fritstående vask og skaber opbevaringsplads i et højskab på en anden væg, hvilket skaber et rent og ryddeligt udtryk. Andre vælger et enkelt møbel med rene flader eller asymmetriske modeller, som giver spænding. Køkkenfirmaerne er for længst kommet med speciallavede møbelløsninger til badet, så husk også at undersøge deres sortiment. Er du i gang med at renovere, kan det være en idé at lave indbyggede nicher i væggen til opbevaring. 

Armaturer 

Boffi armatur
© Boffi

Det er de seneste år blevet muligt at give badeværelsets armatur et mere personligt præg med en selvvalgt overflade. Valgmulighederne er mange, lige fra klassisk krom til mat sort, messing eller guld, og her kan du frit lade smagen afgøre, om badeværelset skal have et mat eller gyldent prik over i’et, mener indretningsarkitekt Tine Hundrup.

– Der er ikke en finish, der er mere praktisk end andre. Bedst er nok krom eller stål, men er armaturen af god kvalitet, vil andre typer af overflader være lige så nemme at vedligeholde.  

Farver 

The Visit by Studiopepe farver på badeværelset
© The Visit by Studiopepe

Fine håndklæder, lækre krukker og sæber er små accessories, der enkelt og uforpligtende giver farve på badeværelset. Men du kan også sagtens male – sørg bare for, at underlaget er egnet til det, og at malingen er godkendt til vådrum.

– Farver skaber forandring på badeværelset. Mal skabene, eller giv dem nogle spændende greb, foreslår indretningsarkitekten Tine Hundrup.

Daniele Bonvincini, der arbejder hos Bella Studio i Oslo, så gerne, at folk eksperimenterede mere med farverne. Men han oplever, at de fleste fortsat vælger trygge og langtidsholdbare nuancer.

– Jordtonerne fra lys beige til mørkebrun, hvid og sort og alle gråtonerne imellem er de farver, der styrer. Men man skal gå efter det, man føler for, og man bliver som regel ikke træt af en farve. I værste fald bliver den ligegyldig. Og det er bedre med seks måneders wow-effekt, end at væggen er kedelig fra dag ét. 

Bad og toilet

Geberit bad og toilet
© Geberit

Væghængte toiletter er standarden på nybyggede badeværelser. Både af æstetiske og hygiejniske årsager. Renoverer du et ældre badeværelse, skal du dog tænke på, at det kan være vanskeligt at udskifte det gamle toilet med et væghængt på grund af afløbsrørets placering, og derfor skal du kontakte fagfolk.

Elektroniske douche-toiletter med vaske-, tørre- og en række andre praktiske funktioner bliver mere og mere attraktive for dem, som har råd til det, mens bruser og badekar findes til alle behov og i alle prisklasser. Drømmer du om løsninger, som falder uden for standarden, bør det tages med i planlægningen helt fra begyndelsen, så de nødvendige funktioner kan laves, inden væggene lukkes igen. 

Rengøring og vedligehold

VOLA håndvask
© VOLA

Du bør ikke vaske dine fliser med brun sæbe, råder flisespecialisten Daniele Bonvicini. Sæben indeholder fedt, som lægger sig på toppen og får fliserne til at se mørkere ud. Brug i stedet rengøringsprodukter beregnet til dine overflader og imprægner eventuelle fuger. Tine R. Sode, fagekspert hos Bolius, råder også til at rense afløb jævnligt, lufte godt ud og tørre vand af fliserne efter et bad, skifte gummifuger hvert femte år og reparere de hårde fuger, der går i stykker.  

Grundskole 

Før du går i gang

En god byggeproces kræver planlægning og pålidelige aftaler. Her er en huskeliste til dig, der skal renovere eller bygge nyt bad:

1. En bygnings- eller indretningsarkitekt kan omsætte dine ideer til den mest optimale indretning af badeværelset. Samme arkitekt kan sikre, at dit badeværelse lever op til bygningsreglementets lovkrav.

2. Indhent faste tilbud fra flere håndværkere og sammenlign. Beskriv arbejdet så præcist som muligt, ellers får du priser, du ikke kan regne med.

3. Ifølge loven skal arbejdet på badeværelset udføres af autoriserede håndværkere, og de dygtige er ikke bange for baggrundstjek. Spørg derfor altid efter referencer fra tidligere kunder.

4. En god kontrakt forhindrer problemer. Lav en skriftlig aftale med håndværkeren, før arbejdet begynder, der også omfatter en tidsplan. Opstår der ekstra arbejde, så aftal omfanget og prisen skriftligt.

5. Tal med banken på et tidligt tidspunkt, så du kender dine muligheder og begrænsninger. En tommelfingerregel er at gøre plads til uforudsete udgifter, der svarer til 10-15 % af projektets samlede pris.

6. Tegn en såkaldt all risk- eller enterpriseforsikring, der dækker de skader, som kan opstå under byggeriet. Din håndværker bør have en, men kan du ikke få dokumentation, så tegn en selv.

7. Aftal at gennemgå byggeriet for fejl og mangler til slut.

Kilde: Bolius

Måske er du interesseret i...

Andre læser