DET FRITSTÅENDE BADEKAR, Firenze, er fra Copenhagen Bath. Det spiller en vigtig rolle i det store rum.
Armaturer er fra Vola.  Fliser, Talia Cinza, fra Höganäs. Stolene, Ari, er af svenske Arne Norell/Norell Möbel. Håndklæder fra Cult design. Håndklædevarmer fra Svedbergs.

© Sara Landstedt / House of Pictures

Luksuriøst bad med udsigt

Her er et bad, som går under kategorien "eksklusivt". Stort, lyst og rummeligt med udsigt til naturen – og luksuriøst møbleret, så badet mest af alt minder om en lounge.

10. marts 2017 af Johanna Pilfalk

Annika og Ulriks stilrene baderum er noget helt for sig selv. Når man kommer op ad trappen fra stueplanet og går ind i det store, lyse rum, bliver man nærmest slået omkuld af den billedskønne udsigt, som strækker sig kilometer efter kilometer over en sø og naturen rundt om den supermoderne villa fra 2010.

Udsigten var noget, parret virkelig ønskede at værne om og udnytte, så der blev isat store vinduer fra gulv til loft på to sider af rummet. Det gør, at familien kan nyde omgivelserne fra badekarret og fra saunaen. Den ene vinduesfløj består af døre og kan åbnes ud til en herlig udeplads i sommermånederne.

– Det her er virkelig et rum, vi nyder. Det er ikke kun et praktisk rum, fastslår Annika.

Både i saunaen, i det smukke kar eller blot i de to lænestole fra Arne Norell kan man sidde og nyde tiden, læse eller drikke en kop kaffe. De to stole er placeret, så de har plads omkring sig, og skaber næsten et rum i rummet med et tæppe under sig.



SAUNAEN, Combi RC, fra Tylö, er noget af det, parret nyder allermest – ud over udsigten. Toilet, Ilbagno, er fra Alessi. 

© Sara Landstedt / House of Pictures
© Sara Landstedt / House of Pictures

Ud over udsigten er saunaen fra Tylö det, parret er allermest tilfreds med. Den benyttes hyppigt året rundt.

Bruseren er bygget bag en afskærmende væg i midten af rummet. Det var arkitektens idé. Ud fra arkitektens råd har parret selv valgt alle de mindre ting som armaturer, fliser og sauna. Og de var enige om en nedtonet farveskala, ja ... faktisk hvidt i hvidt, præcis som indretningen i resten af huset.

– Udsigten skifter jo og bidrager med så meget, at det er bedst, hvis rummet holdes neutralt, siger Annika.

© Sara Landstedt / House of Pictures

Længst inde i baderummet findes et privat toilet. Toilettet med det organiske, ægformede, look matcher perfekt badekarrets form.

© Sara Landstedt / House of Pictures

Ønsker parret lidt privatliv, er der lange lyse gardiner, som let kan trækkes for de store vinduer og skjule for indblik. Men de skjuler samtidig udsigten, så det er noget, der sker sjældent.

– Vi elsker simpelthen den her plads. Det er jo ren lysterapi for os, griner Annika. 

Produkterne fra Aesop og L:A Bruket. Accessories fra Ceannis og Hay. 

© Sara Landstedt / House of Pictures

Måske er du interesseret i...

Andre læser