Det skulle ikke komme an på prisen. Familien havde nemlig på fornemmelsen, at det nok var sidste gang, de skulle bygge hus, så deres nye badeværelse skulle bare være et rigtigt velværerum, indrettet for øjet og ikke mindst hjertet.
Der skulle ikke mangle noget. Kvalitet skulle være kodeordet, og familien havde mange ideer til deres nye badeværelse. Men de havde svært ved at overskue deres mange ideer og ønsker. De kontaktede derfor firmaet Bad & Stil. Øverst på listen stod, at baderummet skulle fremstå lyst og let og gerne give et signal af luksus. Et vaskebord med to håndvaske var også prioriteret højt, ligesom brusenichen skulle være stor og rummelig. Samtidig var et bruseforhæng udelukket, og fruen i huset ville gerne have et indmuret spabad beklædt med aquafarvet glasmosaik. Der skulle samtidig være god frasætningsplads til badeolie, shampoo osv. For at opnå en stemning af hygge og den helt rigtige fornemmelse af velvære, skulle lyset kunne dæmpes og køres op til et niveau, som var ideelt, når der eksempelvis skulle lægges makeup.
Da Poul Erik Nielsen fra Bad & Stil blev tilkaldt og så ønskerne og tegningerne, havde han hurtigt et par forslag til, hvordan rummet kunne indrettes. Og efter lidt snak frem og tilbage var badeværelset for så vidt på plads.
Langs den ene væg har han placeret et skuffemøbel med to vaske støbt i corian. Møblet fra italienske Arlex er udstyret med skuffer, der gør det nemt at holde orden. Det er desuden udført i høj kvalitet med bl.a. fem gange lakbehandling. På den modsatte side er det 90 x 190 cm store spabad fra firmaet Hoesch rykket ud fra væggen, hvilket muliggør frasætningsplads. Brusebadet er lavet, så det visuelt står i åben forbindelse med badeværelset, og toilettet er hængt på et lille murfremspring, hvilket har skabt en lille hylde til en plante og andet nips.
Lamperne ved spejlet hedder Light. De kaster både lys op i loftet og ned på spejlet og sørger for, at der ikke kastes skygger i ansigtet. Lyset i badeværelset kan desuden dæmpes separat, så du nemt kan skabe den stemning, du ønsker. Ud over dette badeværelse fik familien ved samme lejlighed lavet et gæstetoilet. Det har derfor været svært at beregne præcist, hvor stor håndværkerudgiften har været.
Økonomi
Skuffemøbel inkl. corianplade og to håndvaske 61.000 kr.
Spabad fra Hoesch 43.400 kr.
Toilet fra Vetro inkl. sæde 3790 kr.
Light-lamper over spejl a 2495 kr. 7485 kr.
Lamper over spabad, Dobbelt Ice-cube, á 1995 kr. 3990 kr.
Blandingsarmaturer ved håndvask fra Nostromo 7990 kr.
Termostat i bruseafdeling fra Nostromo 5995 kr.
Hovedbruser og spabad-armatur fra Nostromo 12.885 kr.
Glasvæg til afskærmning 140 x 200 cm 11.000 kr.
Stort spejl over håndvaske 3595 kr.
Vipp-spand, lille 1495 kr.
Fliser på gulv, 60 x 60 cm, Metrix, 1095 kr. pr. m2 13.140 kr.
Stift mosaik på spabad, hvid, 895 kr. pr. m2 2000 kr.
Håndværkerudgift er ca. 72.500 kr.
Udgifter ialt ca. 242.275 kr.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.