Skoven spejler sine konturer i ruderne som et eventyrligt maleri i den store stue i Hill House - et M2-hus syd for Odense tegnet af arkitekten Bjarke Ingels og hans tegnestue BIG. I huset bor en familie på tre - en mor med sine to drenge på 11 og 15 år -og det er fire år siden, at de flyttede ind i det ekstraordinære arkitektoniske værk.
- Da vi skulle flytte for fire år siden, kunne jeg ikke rigtig finde noget, der passede til os, og så fik jeg ideen til, at vi kunne købe en grund og så selv bygge et. Det var i den forbindelse, at vi fandt frem til M2, der på det tidspunkt var et firma, som fik anerkendte arkitekter til at designe typehuse. Da jeg besøgte dem i Aarhus faldt jeg fuldstændig for det smukke træhus med det buede, grønne tag, fortæller hun.
Og det med det grønne tag, har familien bestemt ikke fortrudt.
- Det var egentlig et tilfælde, at det hus, jeg faldt for, havde et grønt tag - det var ikke noget, jeg gik efter på forhånd. Arkitekten tilbød mig faktisk at lave det i tagpap, hvis det var noget, vi ønskede, men så havde det jo været et helt andet hus. Og det grønne tag er ikke bare smukt, det fungerer også perfekt. Jeg skal fx aldrig rense tagrender, og jeg skal ikke op og fastgøre blafrende tagsten, når det stormer, griner hun.
Men taget er frem for alt en nydelse for øjet og til trods for, at naboerne var lidt skeptiske i starten og afholdt nabohøringer, så har taget for længst bevist sit værd.
- Der var da indsigelser, inden vi byggede - fx var der nogle, der var bange for, at besøgende ville forveksle taget med en vej og køre op over huset, hvilket naturligvis aldrig er sket! Nu er alle vist enige om, at det er smukt at kigge på. Det eneste problem er alle de mennesker, der kører forbi på deres søndagstur bare for at se huset, siger hun.
- Taget er beklædt med stenurt, og det er altid smukt. Jeg holder dog mest af det om foråret, hvor der er gule, lyserøde og hvide blomster på taget. De første år skulle det gødes lidt, men ellers er det vedligeholdelsesfrit. Det kan ske, at der skal trækkes en mælkebøtte op i ny og næ, men det passer bare sig selv, og jeg forventer egentlig ikke, at det nogensinde skal skiftes, siger hun.
Huset er 164 m2 og består af et stort rum i midten med identisk badeværelse og værelser i hver ende.
- Det var tænkt som et demokratisk hus med en kerne og to værelser og badeværelser i hver ende, men jeg var selv med til at bestemme, hvordan det skulle se ud. Jeg ville fx gerne have et større køkken end det oprindeligt planlagte, og sætter stor pris på de store vinduer og lyset, fortæller hun.
Læs kommentarer