Silkegardiner i Schweiz

23. jan 2013 af Lone Barslund



Lisbeth har en udfordring på 3. år, som hun gerne vil have hjælp til ...

Jeg bor nu på 3. år i en noget speciel lejelejlighed i den gamle by i Thun (Svejts). Der har stået huse her på stedet siden 1200 tallet, og det nuværende hus skønner jeg til at være 2-300 år gammelt. Det er bygget op mod en bakke, der kaldes slotsbjerget. Huset er langt og smalt med en (fredet) opgang i midten, der får lys fra et stort tagvindue. På hver etage er der et værelse forud mod gaden og et bagud mod haven hhv. lysskakten. Adgangen til hvert værelse er fra opgangen, dvs. at man altid skal ud på trappen for at komme fra det ene værelse til det andet, hvilket nok ikke er hver mands smag; men jeg har en svaghed for specielle boliger.

Jeg har på 2. sal en stue med køkken mod gaden og et soveværelse med bad mod haven. På 3. sal har jeg et værelse på ca. 25 m2 mod gaden lige under tagudhænget (se billeder), og det er det, der volder mig problemer. Det er egentligt et dejligt stort værelse - i hvert fald efter svejtsiske forhold - men der er kun 210cm til loftet og inde ved den højre væg endda kun 180cm pga. en bjælke, og det mægtige tagudhæng tager meget af dagslyset, så man også om dagen er nødt til at have lys på i den bagerste del af værelset, Solen skinner kun ind om vinteren, når den står lavt.

De mærkelige glasplader i loftet er i øvrigt varmepaneler til infrarød opvarmning, da der ikke er nogen fjernvarme i huset. Da huset blev renoveret for ca. 5 år siden, syntes arkitekten, det var smart, at lægge sort linoleum med lidt hvidt mønster i alle værelserne.. Ved møbleringen skal der tages hensyn til, at vinduerne - som i alle svejtser huse - åbnes indad! Det lille rum bagtil var tidligere et køkken, og jeg har brugt det som kontor, men da der ikke er spor hyggeligt og mine katte ikke kan lide, at jeg er der, sidder jeg altid nede i stuen med min labtop.

Jeg vil gerne bruge rummet som mit helt private egoist værelse, hvor jeg kan læse, se fjernsyn og have plads til at sy patchwork og arbejde med andre projekter, og kan lade min symaskine og andre ting stå fremme. Desuden vil jeg gerne kunne bruge det som gæsteværelse, når jeg har besøg fra Danmark eller af bekendte fra andre lande. Det ville også være praktisk, hvis jeg kunne lade strygebrættet stå fremme, og jeg skal også have plads til nogle ringbind, printere, støvsuger og til mit kontormøbel med skuffer og hængeregistratur, - og last but not least - mine elskede røde (changerende i grønt) silkegardiner med broderede vinranker på. Det grå superellipse bord, du kan se på nogle af billederne, kommer nok op på loftet, indtil jeg ved, hvad jeg skal med det. Jeg er selvfølgelig indstillet på at købe nogle nye møbler. - Desuden ville jeg gerne købe et lille fryseskab, da jeg ikke har nogen fryser. Måske kunne jeg få anbragt disse ting i det lille kammer bagud mod opgangen?

Vægge og lofter) er malet hvide hvilket jeg synes er noget kedeligt. Jeg har overvejet at male endevæggen ud mod gaden en slags varm grøn for at få lidt samling på det og få rummet til at se bredere ud; evt kunne jeg også male det lille rum i samme eller en anden relativ mørk farve, som englænderne gør med små rum, hvor der alligevel ikke er noget lys. Jeg har også overvejet, om jeg skulle male de loftsbjælker, der går på tværs i en lidt mørkere farve.. Det ville jo være en pæn detalje, som evt. optisk gjorde værelset bredere, men på den anden side set, får det måske loftet til at virke endnu lavere.

Jeg håber meget, du får en af dine geniale ideer, så jeg endelig kan komme til at bruge mit "pulterkammer" til noget fornuftigt. På forhånd tusind tak - også for din boligblog, som jeg er en stor fan af!

Lisbeth i Svejts

Kære Lisbeth.

Det er et fantastisk hus og et forrygende nabolag, du bor i, - tillykke med det!

Dit loftrum er skønt med skævheder, lavt loft og linoleum, - så du skal slet ikke gøre så meget ved det efter min mening. Hold dig fra at male noget som helst, hverken endevægge eller loftbjælker; Jeg synes at der er skævheder og detaljer nok og maler du endevæggen med vinduerne mørk, vil modlyset fra vinduerne bare virke endnu mere blændende end det allerede gør.

Brug det lille rum til pulterrum og opbevaring og flyt så dit Haller skrivebord ind i stuen, hvor du sætter dig med ryggen til bagvæggen, så du kikker ud mod lyset.

Anbring lave reoler med dine nødvendige kontorting bagved opad endevæggen og lav en let blænding af det indvendige vindue med en birkefinérplade som du maler, - der er ingen grund til at kunne kikke ind i pulterrummet men du skal selvfølgelig ikke blænde det permanent.

Jeg ville ganske enkelt møblere resten af rummet så længden understreges, så du fortsat har dine reoler på venstre væg, evt. med tv på den lave midterreol, og så placerer du to brikse 90 x 200 cm i forlængelse af hinanden på modsatte væg, med smukke tæpper og masser af farverige puder og pøller, hvor du blandt andet skal finde noget stof, der har gardinets smukke farver.

Dine kønne gulvtæpper lægges ligeledes i forlængelse af hinanden og så supplerer du med 3 - 4 runde småborde og måske en af lænestolene. (Strygebrættet skal selvfølgelig bo i pulterrummet, når du ikke bruger det, - det vil ellers bare få rodet til at brede sig i den smukke stue!)

Vh Lone

Kære Lone

Tusind tak for dine forslag og tegningen, det ser rigtigt godt ud, og jeg glæder mig meget til at gå i gang med projektet i weekend´en!

Jeg er glad for, at du ikke synes jeg skal male, for det gør det jo meget nemmere. Det er da en rigtig god idé at understrege rummets længde, jeg har altid troet, at man burde gøre det modsatte :-), og bikse med tæpper og puder kommer til at give rummet de farver, det i øjeblikket mangler - det bliver jo en rigtig marokkansk salon, passende til tæpperne.

Endnu en gang mange tak og mange hilsner her fra Svejts

Lisbeth

Kommentarer
5e46461ff2584f72a69434b5c8d7f854

Boligbloggen

På denne blog besvarer jeg læserspørgsmål og giver gode råd og tips om indretning, viser spændende nyheder indenfor boligen, gør opmærksom på nye butikker og på andre, spændende blogs, websites og bøger om indretning samt skriver om de tanker en indretningsarkitekt gør om sit arbejde. I må meget gerne stille spørgsmål herinde om bolig og indretning, kommentere på mine skriverier og selv komme med jeres bedste indretningstips. Har du billeder af dine tips og indretningsspørgsmål kan disse fremsendes til: bobedre@bobedre.dk 

Blogs

Abonnementstilbud

Bob-lyngby-ny

Få 6 NUMRE af BO BEDRE + LYNGBYVASE til kun 199,- + 49 kr. i porto og eksp. Bestil nu! Fås kun i begrænset periode

Abonnér på BO BEDRE nu! Se alle tilbud