Flyt bryggerset

16. jan 2013 af Lone Barslund

Familien, der overvejer at købe huset her, skal have rum til tre små børn og de har flere kommentarer:

Husets tredje værelse, der ligger for sig selv med egen indgang og bad, fungerer ikke for os, der vil være i nærheden af ungerne om natten.For at få det 4. værelse etableret, bliver det måske nødvendigt at inddrage pejsestuen?Det virker egentlig også underligt med den separate afdeling, men mon ikke det er indrettet sådan, fordi det har været lejet ud eller værelset har været brugt til kontor-erhverv?

En anden ting er bryggerset, der ligger for langt fra køkkenet; Vi vil gerne have masser af opbevaringsplads til storindkøb, og så skal tingene være lige i nærheden af køkkenet.

Vi ønsker os selvfølgelig også en masse garderobeplads plus vaskemaskine og tumbler. Køkkenet er indrettet som spisekøkken, hvilket måske kunne være hyggeligt, men det  generer at der ikke er direkte adgang til stuen. Og så bliver det faktisk spild af god plads med to spiseborde, når vi kun lige kan være os selv i køkkenet…

Det er genialt med to badeværelser, - det skal endelig bevares.

Håber du kan hjælpe os.

Fam. Hansen

Her er mit forslag til en enklere planløsningen hvor jeres ønsker er opfyldt.

De fjernede vægge er markeret med gult og nye vægge og ændringer er markeret med en rød prik.

Hvis vi starter med værelsesafdelingen, så har jeg nedlagt bryggers og indgang og slået de to sammen til et nyt værelse.

Hoveddøren i facaden kan ændres til et vinduesparti eller I kan vælge at sætte en ny havedør i, hvis der er noget interessant i haveplanen at komme ud til.

Det eksisterende lille bad har jeg ikke pillet ved, til gengæld har jeg taget et stykke af spisekøkkenet, - godt halvdelen, og etableret et nyt badeværelse.

På den måde kan de nye installationer relativt enkelt sluttes til de eksisterende rør og kloakeringen.

Det nye køkken åbnes helt med en arbejds-langside ved facaden med både vask og kogeplads og så er der et parallelt arbejdsbord ud mod stuen med god arbejds- og opbevaringsplads og en afslutning med en lille siddeplads.

Jeg kan ikke se om væggen stabiliserer tagkonstruktionen, men er det tilfældet skal I have en understøtning og den har jeg allerede markeret som en søjle.

Den separate afdeling er brudt op og indrettet med jeres nye bryggers lige overfor køkkenet med den nye entré imellem.

Entreen er gjort større med bedre garderobeplads og her er skydedøre både til bryggers og til køkken- alrummet.

Bryggerset er indrettet i det gamle badeværelse og det er udvidet godt en meter ind i værelset. Værelset er så gjort større ved at den lille mellemgang med indbygningsskab er lagt til rummet.

Af andre ændringer vil jeg foreslå at I ændrer pejsestuens udgang til et vinduesparti, så rummet bliver bedre at møblere.

I det store alrum er der en almindelig havedør imellem de to store glaspartier, - jeg vil foreslå at I ændrer udgangen, så I får en bred dobbeltdør til terrassen.

I ændrer den oprindelige dør til et fast glasparti og I skal selvfølgelig bevare de to bærende stolper som står på begge sider, men så bør der heller ikke være noget problem i at skifte det store glas til en dobbeltdør i stedet.

Det store alrum møbleres med et gavmildt stort spisebord og der er rigelig plads til en stor reolvæg og en mindre hygge-opholdsplads med et godt kik til haven.

Kategoriseret som læserspørgsmål
Kommentarer
5e46461ff2584f72a69434b5c8d7f854

Boligbloggen

På denne blog besvarer jeg læserspørgsmål og giver gode råd og tips om indretning, viser spændende nyheder indenfor boligen, gør opmærksom på nye butikker og på andre, spændende blogs, websites og bøger om indretning samt skriver om de tanker en indretningsarkitekt gør om sit arbejde. I må meget gerne stille spørgsmål herinde om bolig og indretning, kommentere på mine skriverier og selv komme med jeres bedste indretningstips. Har du billeder af dine tips og indretningsspørgsmål kan disse fremsendes til: bobedre@bobedre.dk 

Blogs

Årets juletilbud

Lyngby-bonbonniere

Få 8 NUMRE af BO BEDRE + Bonbonniere fra LYNGBY PORCELÆN til kun 299,- + 49 kr. i porto og eksp. Bestil dit eksemplar nu!

Abonnér på BO BEDRE nu! Se alle tilbud