Bløde kanter

7. jan 2013 af Lone Barslund

Hej.
Jeg er ved at løbe tør for gode ideer, og henvender mig nu til jer for gode råd til mine stuer.
Vi fik for 3 år siden lavet nyt køkken og væltede i den forbindelse en væg mellem stue og køkken.
Jeg er som sådan glad for vores løsning, men synes at der mangler lidt sammenhæng…
Vi har fint lys i både stue og køkken, men jeg er i tvivl om, om indretningen kan optimeres?
Det er ligesom lidt for ensrettet med lige kanter og vinkler. Hvad med farven på de pudsede vægge. Er den for kold?
Vores spisebord falder ligesom udenfor i trævalg, og jeg har ofte en voksdug på i en pastelfarve for at give rummet lidt kulør.
Vil spisekrogen gøre sig bedre med et ovalt eller rundt bord for at bryde de lige linjer? Jeg er glad for vores spisebordsstole som egentlig er havestole…
Hvad med sofaafdelingen? Er den for fersk? (Møblerne kan vist ikke stilles anderledes?) Og har I en god idé til nips og opsætninger som kan optimere hyggen i begge afdelinger?
Vi er i slut 30´erne med børn på 8 og 5 år.
Rigtig godt nytår:-)
Venlig hilsen Kitty P.


Eksempler på lyse og luftige indretninger hvor der samtidig er kontrast og farver til at give det personlige præg

Kære Kitty.
Så har jeg kikket og tænkt og nu får du så nogle kommentarer med på vejen, som jeg håber kan give dig et par ideer.
Jeg har også fundet et par interiørfotos, som kan give dig en idé om, hvad jeg ser for mig.
Du skriver blandt andet at du mangler sammenhæng:
Jeg synes modsat at du er blevet så forsigtig med at vælge samme lyse farver ud fra et meget fast billede af en let og feminin sommerhusstil, at det hele er blevet pænt, forudsigeligt og dermed også lidt kedeligt.
Istedet for alt det hvide kunne du tænke i nogle mere kontrastfulde baner, hvor du bevarer møblerne men supplerer med mørkt og sort træ på småmøbler, billedrammer, kurve og lignende og får nogle flere farver blandet i indretningen: Hynder, puder og plaider i smukke jordfarver, - blomme, brun, gylden, sand, sort, grå, rust…Skind, flet, strik, kelim..
Den kolde, grønne vægfarve er simpelthen slem, - mal hellere hvidt indtil du har besluttet hvilke nye farver og materialer, du vil have tilføjet.
Møbleringen er fin. Det eneste jeg sætter et lille spørgsmålstegn ved er placeringen af den sortmønstrede lænestol, som står halvvejs ind foran sofaen, hvilket virker lidt voldsomt.
Jeg gætter på at det har noget med afstand til fladskærm at gøre og at man skal kunne komme forbi…
Den virker meget mørk i det lyse rum, men det ændrer sig hvis du får flere kontraster ind i stuen som foreslået. ( Og det samme vil ske med køkkenet som slet ikke er kantet og stramt ).
I kan prøve at se hvad der sker, hvis I rykker sofaerne tæt op til det store vitrineskab, fjerner planten i hjørnet og placerer lænestolen der istedet?
Det vil kræve at fladskærmen kommer på et drejebeslag, men det kunne give en bedre sammenhæng i opholdsstuen og bedre gangareal..
Et samlende gulvtæppe vil også gøre en forskel.
Istedet for hjørnebord og lille lampe ( hvis I rykker sofaerne) skal der istedet standerlamper til med bedre læselys, - og generelt mangler der godt brugslys ved jeres siddepladser.
Flytter I ikke på sofagruppen mangler der stadigvæk læselys, - standerlamper, der giver lys bagfra.
Dur omrokeringen ikke, er det nemt at flytte tilbage igen selvfølgelig uden indkøb af drejebeslag :O)
Spisestuen er ligeledes helt fin. Jeres spisebord er faktisk det møbel, der fungerer bedst fordi det netop har karakter og ikke forfalder til sommerhus-blødheden. Nul voksdug her :O)
Det gør ikke noget at møblerne stilmæssigt stritter i flere retninger, men så skal du netop samle stuen ved at vælge samme hyndebetræk og

farver til bænk og lænestol, - her skal samme farver til som i Tv-stuen. så de to rum hænger smukt sammen…

Tænk i noget med en anelse rustrød, så spisebordet får “selskab”.

Med hensyn til ophængning af billeder, så får man et bedre resultat når man hænger op med kortere afstand til reoler, sofarygge osv. Dvs. 15 - 20 cm til billedets underkant fra jeres Montana´er: Så kommer tingene til at se ud som om de hører sammen istedet for at billeder m.m. bliver løsøre, der svæver frit.

I kunne sagtens få plads til et Montana modul mere på væggen ,

det vil give mere ro med længere linjer i rummet.

Nu håber jeg at du kan bruge nogle af ideerne, - det er noget med at ryste posen lidt og så er det jo heldigvis mindre nyanskaffelser, hvis du skulle få lyst til at lave lidt om.

De bedste hilsener og godt nytår.

Kommentarer
5e46461ff2584f72a69434b5c8d7f854

Boligbloggen

På denne blog besvarer jeg læserspørgsmål og giver gode råd og tips om indretning, viser spændende nyheder indenfor boligen, gør opmærksom på nye butikker og på andre, spændende blogs, websites og bøger om indretning samt skriver om de tanker en indretningsarkitekt gør om sit arbejde. I må meget gerne stille spørgsmål herinde om bolig og indretning, kommentere på mine skriverier og selv komme med jeres bedste indretningstips. Har du billeder af dine tips og indretningsspørgsmål kan disse fremsendes til: bobedre@bobedre.dk 

Blogs

Årets juletilbud

Lyngby-bonbonniere

Få 8 NUMRE af BO BEDRE + Bonbonniere fra LYNGBY PORCELÆN + EKSTRA magasin med ÅRETS JULEGAVER til kun 299,- + 49 kr. i porto og eksp. Bestil dit eksemplar nu!

Abonnér på BO BEDRE nu! Se alle tilbud