Skal Danmarks højeste bygning ligge i Brande?

Den danske tøjgigant Bestseller har planer om at bygge Danmarks højeste bygning i forbindelse med et nyt outlet-område i Brande.

10. august 2017 af Jakob L. Falhof

Man kunne mene, at der er nok plads i og omkring den jyske by Brande, til at man kan bygge et stort hovedkvarter, uden at genere skyerne. Men sådan tænker man ikke i den danske tøjgigant Bestseller, som altid har tænkt stort og stræbt efter højere luftlag.

Det fremgår af planer, som netop er blevet offentliggjort, hvor Bestseller fremlægger planerne for et kommende hovedkvarter. Den enorme bygning vil ifølge de nuværende planer blive 200 meter høj, og skal være omgivet af en butiksby bestående af butikker, restauranter og et hotel.

Sådan vil Brandes nye vartegn komme til at se ud, hvis det står til modekoncernen Bestseller. 

© Bestseller

– I nu mere end 30 år har vi været glade for at være i Brande, og vi føler, at vi indgår som en naturlig del af lokalsamfundet. Det gælder både vores fysiske tilstedeværelse, de mange medarbejdere vi har, der er bosat lokalt, samt rækken af lokale initiativer, som vi gennem årene har været med til at støtte, fortæller Anders Krogh Vogdrup, projektansvarlig i Bestseller til Fyens.dk.

Det 200 meter høje hovedkvarter skal efter planen være midtpunkt i et helt nyt outlet-område bestående af butikker, restauranter og et hotel.

© Bestseller

Bestseller afviser, at det nye område bliver en konkurrent til Brandes eksisterende butikker. I stedet forventer de, at det vil tiltrække mange nye mennesker til området, og på den måde være et supplement til de nuværende butikker i byen.

Bestseller har 1500 ansatte på det nuværende hovedkontor i Brande, og derudover er der 800 ansatte i Aarhus. Det forventes, at byggeriet går i gang tidligst 2019. Før det kan ske, skal Bestseller dog have tilladelse til det enorme byggeri – og historien viser, at det ikke altid er lige let.

Måske er du interesseret i...

Andre læser