© SpaceX

Ingels gør Hyperloop lækkert: "Verden bliver aldrig den samme igen"

Den danske arkitekt Bjarke Ingels skal være med til at gøre fremtidens lyntog Hyperloop designlækkert. Se videoen fra de første tests af den vanvittige teknologi.

24. maj 2016 af Mette Nexmand

Innovativ drengeklub med millioner: Musk og Ingels

Danske Bjarke Ingels Group er amerikanernes arkitektdarling. BIG står bag adskillige banebrydende byggerier i New York og Californien og har fået et 'øko-image' takket være firmaets tanker om grønne arealer og gårdområder i betonjungler.
Derfor virkede det også som en forudsigelig flirt, da superentreprenøren Elon Musk indgik i et partnerskab med Bjarke Ingels om realiseringen af Musks hjertebarn, high speed-transportsystemet Hyperloop.
Elon Musk er ligeså gammel, eller snarere ligeså ung, som Bjarke Ingels, og de to legebørn i CEO-tøj er et godt match.

Rejsetid mellem LA og San Francisco: 30 minutter

Hyperloop One er Musks og virksomheden SpaceX projekt, og der er netop hentet en særdeles god portion dollars hjem fra investorer.

Hyperloop er et vanvittigt hurtigt tog, som kan gøre det muligt at rejse med en fart på 1000 kilometer i timen. Den første Hyperloop One-rute skal drøne fra San Francisco til Los Angeles på 30 minutter ...
Forleden blev den såkaldte 'propulsion teknologi' ifølge Dezeen testet i Mojave-ørkenen nord for Las Vegas (se videoen). I den forbindelse udtalte en af bagmændene:
"Hyperloop kommer, og når det gør, vil verden aldrig blive den samme."

Bjarke Ingels' rolle i Hyperloop-samarbejdet bliver at gøre infrastrukturen til en velsmurt lækkerbidsken, ligesom han har været kendt for at gøre det i New York omkring flere byggerier.

BIG har specialiseret sig i byplanlægning på et meget højt plan. Metropolerne opfattes som organismer, der skal leve godt med sin indre drivkraft, i dette tilfælde fremtidens vildeste lyntog.

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter