Kohn Pedersen Fox Associates, Petersen Automotive Museum, Los Angeles
Kohn Pedersen Fox Associates, Petersen Automotive Museum, Los Angeles © WAF 2017

Her er finalisterne til World Architecture Festival Awards 2017

Et futuristisk apotek i Japan, flydende studieboliger i København og et bilmuseum i Los Angeles er blandt finalisterne til World Architecture Festival Awards 2017, der i år afholdes for 10. gang.

4. august 2017 af Elisa Nadire Caeli

Når World Architecture Festival fejrer sin tiende udgave i Berlin i november, er det med flere modtagne award-kandidater end nogensinde før. 924 - en stigning på hele 18 % i forhold til 2016. Finalisterne er nu offentliggjort, og der er tale om en særdeles international liste, der omfatter arkitektur fra 51 forskellige lande og projekter på tværs af 68 lande.

"Årets finalister har et meget forskelligt geografisk interval. Brug af vand har været slående, og der er tegn på reel interesse for klimaændringer ved hjælp af nye teknikker", siger WAF-direktør Paul Finch, der desuden kan afsløre, at farverig arkitektur markerer sig blandt årets finalister.

Zhuhai Opera House / CR Institute of Architectural & Urban Design
Zhuhai Opera House / CR Institute of Architectural & Urban Design © WAF 2017

Som en markering af festivalens ti år bliver der i år givet særlige awards til projekter, der identificerer løsninger på vigtige arkitektoniske udfordringer i løbet af det næste årti som klimaforandringer, en aldrende befolkning og ny teknologi.

En af finalisterne er den anerkendte danske arkitektgruppe BIG, der deltager med konceptet Urban Rigger. Projektet tager udgangspunkt i, at det forventede underskud af studenterboliger i 2025 anslås til fire millioner, hvor en mulig løsning er at anvende de tusindvis af kilometre uudnyttede vandstrækninger i de europæiske byer til "flydende studenterboliger".

Urban Rigger / BIG
Urban Rigger / BIG © WAF 2017

Flere end 2.000 af verdens førende arkitekter og designere vil deltage i festivalens konferencer, udstillinger, arrangementer og awards fra den 15. til 17. november i Arena Berlin. Blandt festivalens største navne kan nævnes Zaha Hadid Architects,BIG, Neri & Hu, Allford Hall, Monaghan Morris, AL_A, Nikken Sekkei, Rafael Vinoly Architects, Grimshaw og Heatherwick Studio.

Måske er du interesseret i...

Andre læser