© Living Homes

7 københavnske bygninger hædres som ’særligt smukke’

Én gang om året udvælger Københavns Kommune nogle særligt smukke bygninger og byområder, der gavner byen og bidrager positivt til byens stemning.

4. maj 2017 af Sarah Lyster Nielsen

Smuk arkitektur

Københavns Kommune udvælger hvert år en række bygningsværker og bymiljøer, der gør noget særligt for byen. 

Bedømmelsesudvalget fremhæver steder, hvor arkitekturen tager udgangspunkt i ’stedets særlige karakter’ samt at det skal bidrage positivt til byen og dens miljø.

7 særlige projekter

I år har udvalget fundet 7 projekter, som på hver sin måde gavner det københavnske bymiljø:

”Jeg er fantastisk glad for, at vi igen i år kommer bredt rundt med vores præmieringer. 2 torve, 2 boligbyggerier, et gammelt fredet teater, et erhvervsbyggeri og en bro, der alle hver for sig gør det godt for København og dansk arkitektur – og som der bliver lagt mærke til ude i verden,” siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, der er formand for bedømmelsesudvalget.

Præmieringen har fundet sted siden 1902, og det er både for at hædre smukke bygningsværker og for at støtte op om smukt byggeri til gavn for byens indbyggere.

Herunder kan du se de 7 projekter, som udvalget i år har hædret. 

© Anders Sune Berg

Cirkelbroen

Cirkelbroen opfordrer brugerne til at tage det langsomt og nyde området, og udvalget kalder broen en ’lavmælt teknisk bedrift’.

© Søren Svendsen

Kvæsthusmolen

Ifølge udvalget har den nye mole masser af plads til både organiseret og uformelt byliv, og indretningen giver plads til oplevelser og udfoldelse. 

© Søren Svendsen

Sankt Annæ Plads

Pladsen er for nyligt blevet renoveret, og det er blevet gjort på en diskret måde, der passer perfekt til området. Samtidigt har renoveringen en praktisk funktion, idet regnvand fra voldsomme regnskyl føres væk fra områdets huse.

© Living Homes

Byhusene på Islands Brygge

Byhusene er nyfortolkning af Kartoffelrækkerne og er en slags moderne rækkehus. Der er plads til et aktivt familieliv både inde og ude, og de ligger godt placeret i nærheden af både Amager Fælled og Royal Arena.

© COBE

Krøyers Plads

Krøyers Plads er det første Svanemærkede lejlighedsbyggeri i landet og områdets beboere har været med i hele udviklingsprocessen.

© Tetris A/S

Turbinehuset

Turbinehuset i Adelgade hædres for måden, bygningen komplementerer den klassiske københavnergade på samtidigt med, at den skinner igennem og forskønner gaden med sin egen identitet. 

© Folketeatret

Folketeatret

Den gamle bygning bidrager til en behagelig, uformel stemning, som stemmer godt overens med teatrets forestillinger. 

Måske er du interesseret i...

Andre læser