Mød blomsterdesigner Annette Von Einem

Annette Von Einem er hele Danmarks blomsterdronning og som læser af Bobedre.dk, kan du glæde dig til, at Annette vil blogge ugentligt om sin blomstrende verden. Vi har talt med hende om hendes spændende arbejde.

24. maj 2016 af Mariah Leitisstein

Måske husker du vores flotte julenummer med den utrolige blomsterkrans på forsiden, eller måske har du set hendes blomsterdekorationer til "Mit Hjem er Mit Slot", som afholdes årligt i Haveselskabets Have på Frederiksberg. Hvis man før har stiftet bekendtskab med Annette Von Einem, så ved man, at hun kan noget helt særligt, når det kommer til at skabe fantatiske fortællinger og udtryk med det grønne.

Alle historier kan fortælles

Hun har lavet de mest utrolige blomsterdekorationer og blomsterdesigns og har stået for den dekorative og kreative fortælling i en lang række forskellige arrangementer for både firmaer og private. Til bryllupper har hun skabt de mest fantastiske buketter og dekorationer, og til modeshows har blomsterdesignet endda været en del af modellernes tøj og udsmykning. Der er med andre ord ikke den fortælling, som Annette ikke kan fortælle gennem sin visuelle kreativitet. Selv har Annette endnu ikke prøvet, at en historie ikke kunne blive fortalt gennem hendes helt unikke arbejdsmetoder:

"Den visuelle historie handler om både tema, designet og valg af blomster. Det er det, der gør det så interessant. Det er unikt og organisk. Budskabet skal være klart og forståeligt ved første øjekast."

Annette fortæller, at hun altid har haft interesse for blomster, men at hun i teenagealderen begyndte hun at se fremtidsmuligheder i et arbejde, hvor man beskæftigede sig med blomsternes muligheder:

"Det blev seriøst, da jeg som 14-årig startede i praktik hos den lokale blomsterforretning for at lure, hvordan det var at arbejde med blomster. Der var ingen tvivl. Jeg stortrivedes blandt blomster, og alle de kreative muligheder blomster rummer. Da jeg startede som selvstændig designer, var det helt sikkert, at jeg ikke skulle have butik men et kreativt værksted."

Tre hurtige tips fra Annette:

  •  Forlæng de afskårne blomsters levetid ved at snitte stilken skråt med en skarp kniv. De må aldrig klippes over med en saks. Det maser stilken, og bomsten har svært ved at suge vand.
  •  Vask vasen. Buketten holder længere i en ren vase fri for bakterier.
  •  Tænk i niveauer. Når du arrangerer din buket i vasen, så arbejd i flere niveauer. Lad gerne en let blomst svæve over de øvrige.

International succes

Siden da er hun blevet indehaver af sit eget succesfulde firma som blomsterdesigner, hvor hun desuden har vundet adskillige priser - både i Danmark og på internationalt plan. Det betyder, at Annette har haft travlt med at planlægge sine mange kommende opgaver i et så detaljeret omfang, at hun allerede nu er booket fuldt op flere år frem i tiden: 

"Jeg har så mange spændende opgaver i kalenderen resten af året og langt ind i 2017, men det jeg glæder mig allermeste til netop nu er at komme til Singapore i juli, hvor jeg forsvarer min guldmedalje og 1. plads i den internationale konkurrence Singapore Garden Festival, Designers Window."

Travlt på værkstedet

"Inspiration samler jeg op her og der på min vej. Det kan være alt fra farvesammensætninger i en pakke sugerør i Netto til den vildeste haute couture kjole. Mode, kunst og arkitektur er selvsagt store inspirationskilder. Men selvfølgelig også sæsonens blomster, grene og planter." 

Særligt føler hun sig inspireret af det danske forår, selvom hun fortæller, at hun har ret svært ved at skulle vælge en årstid, som hun holder allermest af.

"Jeg har ingen decideret favorit. Hverken blomst eller årstid. Hver årstid har sin charme og muligheder, men skal jeg vælg må det være foråret. Det er svært ikke at blive betaget af tiden, hvor alt er sprødt og spirende. Det er en skøn tid."

"Der er ingen dage, der ens på værkstedet. Vi har altid (for) travlt og mange forskellige typer opgaver, der styrer det daglige arbejde. Men typisk er jeg tidligt oppe og på Torvet (Grønttorvet) for at købe ind. Jeg kunne ikke drømme om at købe på nettet. Jeg skal se, føle og mærke. Når jeg er tilbage, behandler jeg og mit personale blomsterne. De skal snittes, sorteres og sættes i vand. Derefter arbejder vi med dagens leveringer til de forskellige kunder, og så bliver arbejdet leveret."

"Blomster er min passion. Den kreative proces fra stilk til buket giver mig rig mulighed for at bøje, forme og kombinere de enkelte blomster til en harmonisk helhed. Uanset om det er en buket eller en dekoration. Den kreative proces er dér, alt det spændende sker. Det er der, hvor mulighederne er for, at jeg kan udfolde mig og skabe mit design."

Spændende projekter undervejs

Annette står lige nu i sin karrieres mest kreativt udfordrende projekt. Noget hun er i fuld gang med, men meget hemmelighedsfuld omkring. Hun understreger, at hun er meget spændt på at dele arbejdet og resultat med BO BEDREs læsere:

"Det er meget interessant, vildt spændende og en totalt hemmelighed. Jeg hvisker det højt på næste blog."

Vi glæder os til at læse, hvad Annette arbejder på! Husk at følge med på Annettes nye blog her på BOBEDRE.dk, hvor hun vil dele begivenheder fra sit blomsterunivers i form af bl.a. smukke buketter, styling og kampagner samt en masse gode tips og tricks.

Måske er du interesseret i...

Andre læser