NR. 11 NOVEMBER 2016 · JULEN 2016

I BO BEDREs nye magasin får du 58 sider fyldt med alt om julen. Du får inspiration til julens kranse, buketter og pynt, og kommer på besøg i fem stemningsfulde julehjem. Læs chefredaktørens leder her.

20. oktober 2016 af Erik Rimmer

LEDER: LYDEN AF JUL

Nåh, er du blevet til en af de gamle mænd i logen fra The Muppet Show? Hvis nogle da efterhånden kan huske, hvad det var ... Disse sure gamle mænd, Statler og Waldorf hed de, som altid brokkede sig over showets kvalitet og sædernes almindelige forfald og repræsenterede det tilbageskuende, og at alting var bedre i gamle dage. Det synes jeg nu bestemt ikke alting var, men jeg er på i al fald ét område blevet følsom og noget sur og vrissen. Det handler om støj. Jeg synes, der er kommet mere larm i verden, jeg ved ikke, om det hænger sammen med, at jeg i rundt regnet fem ud af ugens syv dage befinder mig fortrinsvis i København, og vel at mærke i den indre del af hovedstaden. 

Gaderne fungerer som kæmpestore megafoner for festende ikke kun om fredagen og lørdagen, eller lille-fredag som torsdag som bekendt også kaldes. Næh, fulde mennesker sviner og larmer alle ugens nætter, og mængden af særlige festivaler året rundt gør også, at der altid er gang i den. Nu burde det være en fordel, at jo ældre man bliver, jo dårligere hører man. Det skyldes, at hårcellerne i det indre øre med tiden bliver beskadi- gede eller simpelthen dør, og da de ikke kan reetableres, er høretabet kommet for at blive. Så der er vel håb ... sagt ironisk.

En svensk undersøgelse fra Karolinska Institutet i Stockholm viser, at jo mere støj man udsættes for, des mere fedt har man omkring maven. Jeg vidste, der var en forklaring! At det ikke var den manglende motion eller forkærligheden for tandsmør på rundstykket eller fløden i mormordressingen. Eller julens vaniljekranse eller kanelkager. Trafikstøj har i de sidste årtier vist sig at være årsag til alvorlige helbredsproblemer, men også nabostøj i form af høj musik, larmende vaskema- skiner og skrigende børn kan påvirke helbredet. Hjemme hos os selv kan vi gøre en del. Hvis man skal bygge om eller renovere derhjemme, så tjek lige, hvordan støjniveauet er. Akustiklofter vil i mange tilfælde give meget bedre lyd i køkken-alrummet eller stuen. Eller tykke tæpper under spisebordet eller ved sofaen kan også udvirke mirakler. Jeg kom til at tænke på lyd, da jeg, lige inden vi sendte dette magasin til tryk, bladrede det igennem. Jeg kom heldigvis i julehumør (ellers var det vel en ommer ...) og længtes efter gløgg, julens dufte og smage. Og først og fremmest englelyd. Man kan næsten fornemme den ro, der har sænket sig over de mange hjem, vi besøger. Lige fra slottet nord for Køben- havn til sommerhuset. For har man ikke et slot i baghånden, er det faktisk en rigtig god idé at holde jul

i sommerhuset. Jeg har gjort det flere gange, og har man en ovn og et nogenlunde komfur, bliver julemiddagen i al fald lige så god, men der er noget utvungent og mindre stressfyldt over at fejre højtiden her. Uanset hvor er julenatten noget særligt. Den er forunderlig stille. Stille Nacht, heiligen Nacht, som det hedder i den østrigske sang fra 1816, senere oversat til engelsk Silent Night. Sådan at gå ud i haven kl. 1 om natten, som da vi forrige år holdt vennejul, og miraklet ville, at der dryssede lidt sne ned i den frostklare nat. Lyden af ingenting. Et tomrum som renser hjernen. Se, det handler julen også om. Som når man som barn lavede en hule af sin dyne, og verdens lyde blev slørede og forsvandt. Jeg glæder mig til alle gløgg-sammenkomsterne, middagene, julefrokosterne og samværet. Og så glæder jeg mig til de stille pauser. 

Erik Rimmer, Chefredaktør

På ønskesedlen

1. MYREN HØRER til en af mine yndlingsstole, og denne særudgave i gråt egetræsfinér er specielt smuk. Kan købes til september 2017, se Fritz Hansen. 2. INGEN JUL UDEN GÅTURE – her fotograf Birgitta Wolfgangs dejlige billede 

Måske er du interesseret i...

Andre læser