Sydhavnens nye kirke ved aftentide
© JAJA Architects

København får sin første nye kirke siden 1989

Sydhavnen skal have en ny kirke, og det endelige design er fundet blandt de mange flotte bud.

15. november 2016 af Sarah Lyster Nielsen

Hovedstaden får en ny kirke

Tidligere på året blev der udskrevet en arkitektkonkurrence med det formål at finde det endelige design til Københavns nye kirke. Nu er konkurrencen slut, og vinderdesignet kommer fra danske JAJA Architects og Søren Jensen Rådgivende Ingeniører.

Den nye kirke skal bygges på Teglholmen i Sydhavnen, og den kommer til at ligge smukt lige ned til vandet. Kirken adskiller sig i den grad fra andre danske kirker og ligner nærmere et moderne tempel.

© JAJA Architects

Gåtur mod toppen

Kirkens design udformes som en spiralformet pyramide, som man kan bevæge sig op ad og tage en tur mod skyerne. På gåturen finder man små, fine oaser med vandbassiner og terrasser, hvorfra man kan nyde udsigten og fundere over alt mellem himmel og jord. 

© JAJA Architects

Rislende vand

Vand er et essentielt element i designet, da det både refererer til den kristne tro og er meget nærværende i form af havet og de små vandbassiner. 

Oplevelsen vil også komme an på vejret, da voldsom regn vil få bassinerne til at flyde over og skabe dramatiske vandfald langs kirkens facade. 

© JAJA Architects

Tættere på himlen

På de nederste etager af kirken bliver der plads til kontorer og kulturaktiviteter, og i toppen placeres selve kirkerummet, hvor det spiralformede design kan ses indefra.

Kirken ventes at stå færdig i 2019.

Kilder: Archdaily, Arkitektforeningen

© JAJA Architects

Måske er du interesseret i...

Andre læser